Anmeldelse: Dame, konge, es, spion

Dame, konge, es, spion

(Tinker, Tailor, Soldier, Spy)

England, 2011

Instruktion: Thomas Alfredson

2 timer 7 min.

Premiere i dag i biografer landet over

Året er 1973, en varm tid under Den Kolde Krig. En aktion mislykkes for den britiske efterretningstjeneste. En agent skydes ned, men overlever og tages under hårdhændet behandling af den russiske kontraspionage.

I London i The Circus - efterretningens hovedkvarter - spirer mistanken om en forræder, en dobbeltagent, en muldvarp inden for egne mure, og den pensionerede agent, Smiley, sættes til diskret at undersøge sagen.

Og det er sin sag, en indviklet sag, så historiens handling skal ikke refereres i detaljer. Den er nok vigtig, men ikke det vigtigste i denne film, hvor stilen, stemningen, atmosfæren er det helt afgørende og formidler de træge begivenheder aldeles suverænt.

Lurer på hinanden

Skønt filmen bygger på en berømt roman af John le Carré, som det ikke er nogen skade til at kende, har den sine karakteristika som netop film. Den lever i sine billeder, er holdt i dæmpede, ofte mørke farve-nuancer, der umærkeligt glider over i hinanden fra brunligt til gulligt til gråligt og giver forløbet et præg af mystifikation - et præg, der betones af en meget diskret musik.

Desuden komponeres den enkelte scene ofte sådan, at der stilles skarpt på personen i forgrunden, mens baggrunden sløres let. Derved rettes fokus i usædvanlig grad mod skuespillerne, og samtidig formidles der en fornemmelse af klaustrofobi, som svarer perfekt til det hemmelighedskræmmeri og den gensidige mistænksomhed, der blokerer miljøet og personerne:

Manisk og uafbrudt lurer de på hinanden, tillukkede, stive, pansrede, ambitiøse mænd, der kan eksplodere i aggressivitet. Det er fantastisk at se dem samlet omkring bordet i konferencerummet: Afventende, ubevægelige, tavse, men med mistilliden lysende i de kolde øjne.

Mesterlige Oldman

Undtagelsen er Smiley, mesterligt fremstillet af Gary Oldman, og det er minsandten svært at komme efter Sir Alec Guinness, der lige så lavmælt som magtfuldt spillede rollen i tvversionen fra 1979. Men Oldman er lige så fremagende om end med andre midler:

Han er afdæmpet, aldrig opfarende, eftertænksom og desillusioneret, og han bevæger sig - ikke i slowmotion, men i en stilfærdig, let nedsat hastighed. Han forhaster sig ikke, han ræsonnerer, og hans tavshed er lige så talende som hans ord.

Møjsommeligt arbejder han sig gennem bunker af papirer: Rapporter, bilag og regnskaber og kommer langsomt på sporet af ikke én muldvarp, men hele fem, en forræderisk, hermetisk tillukket sammensværgelse.

Knugende at følge

Der er naturligvis spændende situationer undervejs, men det er ikke nogen action-film: Ingen biljagter, kun nødtørftige skyderier, men regnvåde, natlige øde gader i London, skumle huse og nussede, beklumrede, labyrintiske kontorlandskaber, hvor efterretningstjenestens topfolk gebærder sig, som var der ingen verden uden for deres, deres og russernes spegede og røgede spil med skaklignende træk og modtræk.

Det er knugende at følge, frisk luft trænger der ikke ind, men det er også en fantastisk oplevelse - både på grund af filmens gennemførte, intelligente stil og de enkelte billedkompositioners gennemkalkulerede hensigtsmæssighed.

Samtidig kvalitetssikres historien af en rolleliste, der akkurat som i ”Min uge med Marilyn” befolkes af en flok af de allerbedste engelske skuespillere. Det er dybt tilfredsstillende at se den film! Måtte mange unde sig oplevelsen!