Buried

Buried

USA, 2010

Instruktion: Rodrigo Cortés

1 time 34 min.

Premiere i dag i biografer landet over

Bare tanken om at blive levende begravet kan give de fleste koldsved og klaustrofobiske kvælningsfornemmelser. Vil man undgå den følelse, skal man holde nallerne fra den spanske instruktør Rodrigo Cortés thriller om en enkelt mands nervepirrende kamp for at komme ud af en kiste.

Har man derimod mod på »vellystig gysen«, som Edgar Allan Poe beskriver det i den farligt fascinerende novelle ”Levende begravet” fra 1844, vil man nyde de 94 minutter, da vi ser lastbilchaufføren Paul Conroys (Ryan Reynolds) klamme indespærring.

Hvordan han er havnet der, er han selv noget usikker på. Det sidste, han husker, er, at han blev slået bevidstløs af en sten, mens han kørte med forsyninger i Irak. Og det første, han finder, er en zippolighter og en irakisk mobiltelefon, der helst ikke skal løbe tør for strøm.

Konsekvent til dørs

Rodrigo Cortés har med sin ”Buried” vovet noget, som de færreste tør begive sig af med. Han har indkapslet den simple, men angstprovokerende tanke, som han følger konsekvent til dørs.

Det kunne nemt være gået hen og blevet en gabende kedelig forestilling. Men det lykkes til dels - og navnlig båret af en overraskende god Ryan Reynolds som den indeklemte lastbilchauffør. Overraskende, fordi vi for det meste ser hans glatkønne ansigt i (halv)tåbelige amerikanske komedier.

I ”Buried” ser vi frustration, vrede, sårbarhed og gnister af angst i det flakkende skær fra zippo-ligtheren, som er det eneste lys i kisten.

Ingen hjælp at få

Der er dog ikke tale om nogen genistreg - blandt andet synes refleksioner over Irak-krigen uvedkommende, og enkelte af kiste-scenerne er for sindrigt udspekulerede. Men desperationen mærker man og ganske tydeligt i de første par minutter af filmen, hvor Paul erkender sin situation.

I takt med, at ilten forsvinder, fordamper også noget af interessen for det snævre rum. Til gengæld vågner en anden desperation. Desperationen over de provokerende (og genkendelige) telefonseancer, hvor chaufføren ringer rundt til myndigheder/offentlige instanser for at få hjælp, og igen og igen må forklare sig eller bliver sat på vent.

Den følelse af ikke at kunne modtage hjælp fra de steder, hvor den udbydes, er så desperationsfremkaldende, at enhver celle spjætter frustreret rundt under huden, mens vi venter på, om chaufføren bliver reddet eller ej.