Anmeldelse:
Anmeldelse: 5 out of 6
Find mere om:
Anmeldelse af Idealisten | film.guide.dk

Sneen er giftig

Politisk thriller: Sagen om 40 års dansk atompolitik formidles begavet og med fortællemæssigt mod af Christina Rosendahl, der lader filmen sætte spørgsmålstegn såvel som udråbstegn.

Idealisten

Danmark, 2015

Instruktion: Christina Rosendahl

1 time og 54 minutter

Premiere i 93 danske biografer


Det tog journalisten Poul Brink over 10 år at afdække sagen om et flystyrt ved Thulebasen i 1968, der havde en hemmelig storpolitisk baggrund. Flyet var lastet med brintbomber, og de mænd, der blev sat til at rydde op efter ulykken, udviklede i årene efter oprydningsarbejdet følgesygdomme. Flere døde. Men politikerne dækkede over, hvad der egentlig var sket. ”Idealisten” byder på koldkrigsdrama, hemmelige aftaler mellem USA og Danmark og konspirationsparanoia.

Politiske rævekager, fortielser og kreative fordrejninger af sandheden er godt stof for film og tv – eksempler er ”Kongekabale”, ”House of Cards” eller ”Borgen”. Men Christina Rosendahls anden spillefilm, ”Idealisten”, synes mere inspireret af 1970’ernes politiske thrillere som ”Alle præsidentens mænd”(1976) af Alan J. Pakula og ”Aflytningen” (1974) af Francis Ford Coppola. Den vækker også mindelser om den endnu tidligere og uglamourøse tilgang til historiefortælling, som den franske instruktør Jean-Pierre Melville var repræsentant for. Ikke blot fordi historien sættes i gang af et flystyrt i 1968, og vi derfor er ført tilbage til en tid, da den retro-brune polaroidfadede farve dominerer, men også fordi der fortælles med en tilbagelænet ro, som var karakteristisk for den tids film.

Ind til benet i roligt tempo

En af de store kvaliteter ved ”Idealisten” er, at filmen tør at give sig tid til at udfolde sin historie uden at skulle bruge eksplosioner som hjertestarter til et moderne utålmodigt publikum, der er blevet forvænt med vild fart over feltet. Instruktøren med sit hold af medskrivende manusforfattere vover at lade historien udvikle sig i sit eget rolige tempo og stoler på, at der er nok kød på benet til, at vi nok skal blive mætte til sidst.

Christina Rosendahl tager sit publikum alvorligt, sådan som hun også gjorde det med sin første film, ungdomsfilmen ”Supervoksen” (2006). Hun udviser et mod og en begavelse ved at undgå det sensationelle i formen, ved at holde sig til det væsentlige i historien og ikke, som man kunne frygte, at tynge hovedkarakterens udvikling med kærlighedsturbulens eller andet privat fnidderfnadder, der skal få os til at »forstå det hele menneske« (udtales med provokerende zenbuddhistisk rummelighed).

Løgnehistorien og det sikkerhedspolitiske dilemma

Selv om hovedpersonen er en slags detektiv, der graver i fortiden for at finde sandheden, er der ikke proppet alkoholproblemer eller anarki-tendenser i voksenbleen hos manden, der som svar på en infantil ansvarsflugt fra eget lykkeliv kaster sig indædt over en sag, som det ses hos så mange andre fiktionshelte. Poul Brink er et rigtigt menneske af kød og blod i filmen.

Dramaet lurer hele tiden

Det lyder måske oplagt, da filmen er baseret på Poul Brinks bog ”Thule-sagen – løgnens univers” fra 1997, der for nylig er blevet genudgivet. Her fortæller den Cavling-vindende journalist om den danske atompolitik gennem 40 år, der har været præget af fortielser og hemmelighedskræmmeri. Men det er så langtfra alle historiske personligheder, der bliver beskrevet nuanceret på film. Biopics, historiske film, er ofte overfortalte, overdramatiserede, simplificerede eller romantiserende. Intet af dette kan man beskylde ”Idealisten” for at være. Det får sikkert nogle til at kede sig undervejs, til at råbe på mere action, men dramaet lurer hele tiden i udkanten af billedet, og det understreges af det fornemme lydarbejde af Peter Albrechtsen og af komponisten Jonas Strucks musik, der både er nutidig og filmisk samtidig, fordi 1980’ernes synthesizerlyd får plads uden at blive parodisk. Også scenografien er tøjlet og føles periodepræcis.

Christina Rosendahl benytter sig i øvrigt af et massivt arkivmateriale, der giver historien pondus. Vi ser faktisk den forhenværende statsminister H.C. Hansen lyve om Thulesagen. Andre begivenheder er gengivet i fiktiv form som Poul Brinks konfrontation med Niels Helveg Petersen, den daværende udenrigsminister.

”Idealisten” kiler sig ind i vores politiske historiebevidsthed som både et spørgsmålstegn og et udråbstegn. Det kan kun de bedste thrillere gøre.

Anmeldelse af Fasandræberne

01-10-2014: Krimithriller: Den anden filmatisering i serien om Afdeling Q og den introverte retfærdighedsjæger Carl Mørck er drejet af fingernemme filmhåndværkere. Læs artikel

Anmeldelse: Fortidens skygge

15-03-2012: En flabet usammenhængende filmatisering af tv-serien er kun underholdende, fordi den er så pauver. Filmen forudsætter desuden, at man har fulgt serien på tv. Læs artikel

Anmeldelse: Hvidsten Gruppen

01-03-2012: En vellykket film om Hvidsten Gruppen med flere magtfulde skuespil-præstationer. Der er dog også skønhedspletter. Læs artikel

Anmeldelse: ID:A

24-11-2011: Forsøget på at lave en dansk thriller med internationalt format er pinligt hullet. Læs artikel

Anmeldelse: Ambassadøren

05-10-2011: Mads Brüggers skildring af sit forsøg som anløben diplomat i Centralafrika er både underholdende og gruopvækkende. Men også lidt for løs i kanten til at slå så hårdt, som den kunne have gjort. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...