Mellem engle og dæmoner

Thriller

Fri os fra det onde

Danmark, 2009

Instruktion: Ole Bornedal

1 time 37 min.

Premiere i dag i biografer landet over

Det er vanskeligt at tage Ole Bornedals seneste genre-epos, den jyske western med religiøse overtoner, ”Fri os fra det onde” helt seriøst, og det er sikkert heller ikke meningen.

For når man i sine hovedroller caster komiker Lasse Rimmer og Aqua-levn Lene Nystrøm, så har filmen allerede før sin premiere, og det må være helt bevidst, fået mere liv uden for lærredet end inde i biografmørket. Deres mildt sagt begrænsede evner som skuespillere gør det umuligt at se dem i rollerne som andre end Lasse Rimmer og Lene Nystrøm.

Og der er selvfølgelig mening med galskaben. For det eneste, der står helt klart efter at have set ”Fri os fra det onde”, er, at Ole Bornedal gerne vil drille. Drille sit publikum, drille filmbranchen og måske endda også drille aktørerne i sin egen film.

Bliver påvirket

Om det vil virke efter hensigten er svær at sige, men forvilder man sig ind til ”Fri os fra det onde”, er man garanteret at blive påvirket - på den ene eller den anden måde.

Johannes (Rimmer) er sammen med hustruen Pernille (Nystrøm) og deres to billedskønne unger flyttet fra et succesfuldt liv i Oslo tilbage til det Vestjylland, som Johannes stammer fra, for at finde idyllen i et ukompliceret liv med de rigtige værdier.

Drukvenner

Et sådant fører Johannes' bror Lars (Jens ”Polle fra Snave” Andersen) på ingen måde. Med sine imbecile drukvenner lever han et liv, hvor kæresten (Pernille Vallentin) får tørre tæsk på trods af, at hun er gravid, og spirituskørsel er ligeså comme il faut som racistiske tilbøjeligheder.

Disse går mest ud over den fåmælte flygtning Alain, der hjælper Johannes med istandsættelsen af huset. Da Lars en tidlig morgen kommer fuld hjem i sin lastbil, rammer han den gudfrygtige Anna og dræber hende.

I stedet for at indrømme ulykken peger Lars på den i forvejen udstødte Alain, og der breder sig en ilter lynchstemning i hele byen, og det kulminerer i et fjendtligt angreb af apokalyptiske dimensioner, hvor Johannes må forsvare Alain, sin familie og måske sin idealisme mod det dyriske i sig selv og de andre.

Repeterende monotoni

I ”Fri os fra det onde” fungerer klicheen som handlingens motor. Det uigennemtrængelige væld af stereotyper skaber en kinesisk æske af mere betydning.

Men i stedet for at tage livtag med klichéen falder Bornedal i dens selvrepeterende monotoni og kommer ikke ud på den anden side; dér, hvor klichéen bliver interessant.

Det bliver filmens akilleshæl, at den ikke løfter sig og fortæller noget lige så interessant, som fotograf Dan Laustens vanvittigt dramatiske og ekstremt velkomponerede billedside lægger op til.

Det gør, at ”Fri os fra det onde”, der ellers gerne vil sige en masse om (næste)kærlighed og medmenneskelighed falder lidt tamt sammen og ender mere som bøvet landevejskomedie end episk drama.