Der er ansatser til en interessant hævnhistorie i “Dead Man Down”, men det bliver ulideligt at se Rapaces tårefyldte øjne i snart sagt hver anden scene, hun er med i. Foto: Nordisk Film
Det er ikke just de store mesterværker, som de danske instruktører, der har fået en fod indenfor i den amerikanske drømmefabrik, har skabt. Christian E. Christiansen og Ole Bornedal og nu også Niels Arden Oplev har sikkert nydt at møde en anden filmkultur over there, men det er ikke nogen ubetinget fornøjelse at se deres amerikanske film.
Heller ikke denne thriller holder niveau med Oplevs utroligt ferme “Mænd der hader kvinder”, som har givet ham adgangsbilletten til det oversøiske eventyr. Selv om han har taget svenske Noomi Rapace med sig (a.k.a. Lisbeth Salander).
Hun spiller en kvinde, der er arret på krop og sjæl efter en trafikulykke. Hun bor med sin mor (en malplaceret Isabelle Huppert), der dækker sin datters skamferede ansigtshalvdel til, når der er mænd til stede.
Eller mand. For det er kun Victor (Colin Farrell), der får kontakt. Han bor i en lejlighed på den anden side af gaden og undrer sig over, hvem kvinden, der vinker til ham fra sin altan, er. Også han har sit at slås med. Han er gangster, men i virkeligheden er han ved at infiltrere den bande, han arbejder for, så han kan få hævn over en ugerning, den har udsat ham for.
Der er ansatser til en interessant hævnhistorie, men det bliver ulideligt at se Rapaces tårefyldte øjne i snart sagt hver anden scene, hun er med i. Sentimentaliteten driver ud ad alle kighuller, og det hiver spændingen ud af dramaet, der spændes alt for blødt.
Det bliver ikke bedre af, at semifilosofiske betragtninger oversvømmer filmen. Den vil alt for meget, men opnår alt for lidt.