Luftkastellet der blev sprængt

Thriller

Luktkastellet der blev sprængt (Luftslottet som sprängdes)

Sverige, 2009

Instruktion: Daniel Alfredsson

2 timer 30 min.

Premiere i dag i biografer landet over

Sverige er hidtil blevet styret af skumle loger af højreorienterede og ofte liderlige gamle mænd. Men så er det jo godt, at der nu er kommet idealistiske venstreorienterede journalister til at afsløre dem, og at deres gustne intriger sågar vender sig mod dem selv i form af skrappe små punkede hacker-piger.

Ja, selv systemet er blevet bedre. I hvert fald dukker der i sidste del af Stieg Larssons ”Millennium”-trilogi også retlinede politifolk op, som med fuld politisk opbakning er ude efter at bringe den skurkagtige sammensværgelse - titlens luftkastel - til fald.

Mere sex i bøgerne

Afdøde Stieg Larssons mestergreb var, at han i endnu højere grad end tidens mange andre succesfulde svenske kriminalforfattere formåede at fyre på alle cylindre.

Her er heltefigurer og - dog i bøgerne mere end i filmene - masser af sex for både mandlige og kvindelige læsere, her er væg-til-væg-action og ramasjang for dem, der bare vil have underholdning, her er indfølt eksotisk stockholmerstemning for det internationale publikum, og her er store politiske konspirationsteorier til dem, der gerne vil have deres krimier stegt som samfundskritik (eller omvendt).

Hen over jorden

Filmatiseringen har vist sig at følge den klassiske tommelfingerregel for trilogier: En god etter, en slap toer og en rimelig treer. Det kunne være gået meget værre, navnlig i betragtning af at instruktøren - oprindeligt danskeren Niels Arden Oplev - blev skiftet ud undervejs, og de to sidste film egentlig kun var tænkt som tv-serier.

Når treeren er blevet bedre end sin umiddelbare forgænger, skyldes det dog til dels netop, at der blev fyldt så umanerlig meget plot på i ”Pigen der legede med ilden”. I ”Luftkastellet der blev sprængt” er vi derimod i gang med det samme, så historien kan komme hen over jorden.

Anløben moral

Det gør den så over meget lang tid, men dog med et højt tempo navnlig i første del. Her formår Daniel Alfredson at ramme ganske meget af bøgernes sitrende paranoide overvågnings-mystik.

Derefter går filmen imidlertid nærmest helt i stå i en alenlang retssals-scene med en dybt forudsigelig kulmination.

Ligesom det, der skal forestille den dramatiske konfrontation til slut mellem vor computersmarte punker-heltinde Lisbeth Salander og hendes lejemorder-halvbror Roland, virker underligt påklistret og som en del andre svenske krimier af venstreorienteret tilvirkning opviser en påfaldende anløben selvtægtsmoral.

Gedigent underholdende er filmen med sin flimrende billedstil og Jacob Groths medrivende musik dog det meste af tiden, og bløde Michael Nyqvist og barske Noomi Rapace er fortsat forrygende i de to hovedroller.

Fortsættelse som tv-serie?

Ligesom bogtitlerne på flere hovedsprog er ændret, så de alle kommer til at hedde noget med ”Pigen der?”, lader filmen også gradvis Rapace/Salander overtage hele showet og blive mere et fotogent, latexklædt ikon end en troværdig figur.

Det skal være både Salander og Rapace vel undt, for det er den person og den skuespiller, der har løftet nogle ellers ret konventionelle bøger og film til mediefænomen.

Selv om Stieg Larsson altså kun nåede at få skrevet tre bøger om hende, vil det ligne underholdningsbranchen meget dårligt, hvis hun ikke i lighed med f.eks. Martin Beck på et tidspunkt får sin egen tv-serie med nyskrevne bedrifter.

Tv: Se klip fra filmen her

Tv: Mød Lisbeth Salander