Anmeldelse: Engle & Dæmoner

Thriller

Engle & dæmoner

USA, 2008

Instruktion: Ron Howard

2 timer 18 min.

Premiere i dag i biografer landet over

Dan Brown må have obskure eller hemmelige, virkelige eller indbildte selskaber på hjernen.

I ”Da Vinci Mysteriet” (2003 - film i 2006) hærgede en orgiastisk kult knyttet til mystiske symboler og steder. I hans kommende bog, der annonceres under titlen ”The Lost Symbol”, skal det være frimurerne, der må holde for, og i ”Engle & dæmoner” (2000) er det en fanatisk katolsk udbryder-sekt, ”Illuminati” kaldet (= de illuminerede, de oplyste), der vil have has på kirken.

Men den er en gammel institution, det ikke er så lige til at vælte omkuld.

Besat af tegn og koder

Brown er også besat af tegn og koder, og hans alter ego, Robert Langdon, er ekspert og professor - på selveste Harvard University - i alle mulige kristelige og ukristelige hemmelighedsfulde symboler, der synes en blanding af mystifistisk fantasi og tør snusfornuft.

Men det svækker unægteligt tilliden til hans ekspertise, at han hverken kan latin eller italiensk.

I ”Engle & dæmoner” - ingen af delene optræder faktisk i filmen, men det kan diskuteres om Nikolaj Lie Kaas' skulende, skumle skurk er det ene eller det andet. I hvert fald begår han tre mord - relateret til elementerne jord, luft og ild - på tre kardinaler.

Det sidste mord

Det fjerde - vandets mord - hindres i sidste øjeblik af den tegntydende Langdon, der farter forvildet rundt i Rom fra den ene kirke til den næste, indtil han opdager et tegn: Selveste korset som en hemmelig rute, han bare skal følge for at komme Kaas i forkøbet - eller næsten.

Mere af den labyrintiske handling skal ikke røbes, bort set fra at spændingen beror på en højeksplosiv dommedagsbombe stjålet fra et laboratorium i Schweiz. Hvem kommer først: Detonationen eller demonteringen?

Konstant spændende

Det er en ganske vellykket og konstant spændende thriller, som den rutinerede Ron Howard har drejet denne gang, langt at foretrække for den snakkesalige og tempomæssigt noget vraltende filmatisering af ”Da Vinci Mysteriet”.

Denne gang er der fuld fart på lige fra begyndelsen, og naturligvis er der spektakulære scenerier at hente, når Sct. Peters stol i Rom står tom, mens konklavet samles i Det Sixtinske Kapel for at vælge en ny pave.

Filmens bemanding er flot, kompetente folk på alle poster - måske med undtagelse af Tom Hanks, der er filmens problem, lidt af en træmand - efter min smag.

Men rollen er heller ikke nem, for det er svært at spille klog, så nogen tror på det. Også denne gang får han følgeskab af en attraktiv ung kvinde (Vittoria Vetra), en forsker, hvis far bestialsk myrdes i det underjordiske, schweiziske laboratorium, hvor man leger med skabelsens gåder.

Hvad de dog ikke har gang i - schweizerne!

Velovervejet myndighed

Til gengæld spiller Stellan Skarsgård Vatikanets politichef og filmens egentlige helt (men det ses sent) med tyngde, forbeholden ro og ansigtstræk præget af velovervejet myndighed. Det er en fornøjelse at være vidne til.

Som en art sikkerhedsvagt i Vatikanets kældre og krinkelkroge er Thure Lindhardt diskret til stede, men gør sig alligevel gældende - både i handlingen og tilskuernes øjne, mens Nikolaj Lie Kaas som nævnt har fint styr på sin både maniske og koldt beregnende skurk.

I rollen som pavelig kammertjener (”Camerlengo”) overbeviser også Ewan McGregor med sin lavmælte, afmålte stil om både en autentisk religiøsitet og dog noget misliebigt beregnende i denne lettere affable blanding af tro discipel og hofsnog.

Længden til trods er ”Engle og dæmoner” alle minutterne værd, hvert eneste af dem.