Headhunterne

Thriller

Headhunterne

Norge, 2011

Instruktion: Morten Tyldum

1 time 41 min.

Premiere i dag i 94 biografer landet over

Det er bare film. Og på film kan hovedpersonen have held til at dukke op og nå ind på en obduktionsstue i de ganske få minutter, da hverken retsmediciner eller politibetjente er til stede. Det er usandsynligt heldigt.

Det er også ganske belejligt, at hovedpersonen, kunsttyven Roger Brown, får lyst til at ringe til sin kone midt under et indbrud. Og derved opdager, at hendes mobil befinder sig i selv samme lejlighed, som han står i. Noget, der selvfølgelig får dramatiske konsekvenser.

De store sting

Det er vigtigt, at man kan tilgive sådanne urealistiske indslag i ”Headhunterne”, for den er stærkt præget af den slags gunstige tilfældigheder, der uskønt holder historien sammen. Til gengæld er tempoet så højt, at man knap når at snuble over de store sting, som filmen er syet sammen med, før man er videre i teksten. En tekst, der oprindeligt er skrevet af Norges populære krimiforfatter, Jo Nesbø.

Hans krimiserie med politimanden Harry Hole i hovedrollen er kravlet til tops på alverdens bestsellerlister, men også ”Headhunterne”, der er en selvstændig svindler-thriller fra 2008, er blevet vanvittig populær.

Den er fræk og moralsk forkullet, noget, der lydeløst er overført til filmen. Problemet er dog det samme som i bogen: Hovedpersonen er ikke rigtig til at holde af, og hans problemer synes ikke synderligt vigtige. Derfor lever filmen hurtigt alene på adrenalinpumpende jagtscener.

Lort til hårgrænsen

Roger Brown (Aksel Hennie) er som skrevet kunsttyv. Men hans borgerlige hverv er headhunter. Han rekrutterer ledere til tunge chefstillinger, og han er god til det.

Hans kone Diana er en høj, smuk blondine, der driver et galleri, og de lever et luksuriøst liv, som de faktisk ikke har råd til. Derfor bijobber Brown altså som tyv. Og så for at kompensere for sin lille størrelse (han er 1,68 høj), og for at få spænding i tilværelsen, forstår man også.

Udpenslet vold

Da han møder forretningsmanden Clas Greve (Nikolaj Coster-Waldau) bliver Browns tilværelse dog en anelse mere spændende, end han kan klare. Headhunteren bliver pludselig selv jaget vildt, og han kommer i bogstaveligste forstand snart til at sidde i lort til helt op over halsen.

Kropsvæskerne flyder, volden er grafisk og udpenslet, og der er ikke sparet på krudtet. Det kommer der faktisk ganske dreven underholdning ud af.

Der foregår i øjeblikket en fællesnordiske satsning på krimifilm, og det er slet, slet ikke nogen dårlig idé at gribe til en af de genrer, som Skandinavien har så godt styr på og er kendt for i bog- og tv-form.

Internationalt format

Stieg Larssons monumentale Millenium-succes sammen med den engelske og amerikanske hype om DR's ”Forbrydelsen” har banet vejen for et bredt publikum uden for Skandinaviens grænser.

”Headhunter” har absolut et internationalt format. Den er smukt filmet, voldsomt dramatisk og indeholder samtidig noget af den tørre, nordiske humor, der kan få alle usandsynlighederne til at glide nemmere ned og give filmen et særligt regionalt præg.

Så må tiden vise, om det er opskriften, når man jagter succes.