Anmeldelse:
Anmeldelse: 2 af 6 stjerner.
Artiklens emner:

The killer inside me

"The killer inside me" har håndværket i orden, men mangler begrundelse for granskningen af en syg mand.

Filmkrimi

The Killer Inside Me

USA, 2010

Instruktør: Michael Winterbottom

1 time 49 min.

Premiere torsdag i Empire, Dagmar og Grand i København, CinemaxX, Århus og BioCity, Odense

Forleden besværede en læser sig her i avisen over, at Danmarks Radio har indstiftet en krimipris. Vinderen modtager ”Den Gyldne Kødøkse”. Nu er det svært at komme i tanke om en dumhed, som DR ikke har begået, og denne udmærker sig frem for de andre ved også at være tarvelig.

Men den svarer fint til den vold og sadisme, der - især mod kvinder - udfoldes med nærmest pervers fantasi i snesevis af modens jammerlige skandinaviske krimier, der grådigt konsumeres af tusindvis af læsere.

»Bundfordærvet åndelig føde« kaldte bemeldte læser tiden gennemsnits-krimi - med rette.

Instruktør med kødøkse

Men Skandinavien har ikke eneret på markedet. De kan også i USA, hvor en i øvrigt anerkendt engelsk instruktør svinger kødøksen. ”The Killer Inside Me” bygger på en roman fra 1952 og foregår i en beklumret lille flække langt ude i det allermest øde og døde Texas.

Hovedpersonen hedder Lou (Casey Affleck) og er en ung, følelseskold, indolent strisser med sadomasochistiske tilbøjeligheder, der vulgærpsykologisk begrundes med forskrækkelser i barndommen. De udvikler ham til et dræberdyr og en massemorder, der tæver kvinder og smadrer dem til kødfars. Koldt og beregnende. Det er ret modbydeligt.

Flere løse ender

Historien har flere løse ender, der aldrig knyttes sammen. Hvad er det f.eks. med Lou og en afdød, adopteret storebroder, fagforeningen og en kriminel entreprenør? Svaret blæser i vinden. Men kvinderne elsker ham med uforbeholden underkastelse, som han udnytter - mildt sagt.

Filmen er en jeg-fortælling, men det aftegner sig ikke i handlingens narrative struktur, hvor Lous smægtende selvspejlinger akkompagneres af countrymusik som Spade Cooleys ”Shame On You”, der har fortjent en lødigere brug, mens historiens pseudotragik syltes ind i en slags opera-blæver.

Håndværket i orden

Formelt er håndværket i orden: I den lille by har alle noget på alle, og dens lurvede stemning af smålig bjergsomhed, gensidig mistænksomhed og lurende psykisk og fysisk brutalitet indfanges med en sikker fornemmelse og kalkulation, så Lous perversion bliver tegn på det samlede miljøs fordærv.

Skuespillerne gør det fint, velvalgte og kompetente typer bortset fra den lokale luder, der er alt for smuk til at virke troværdig.

Men hvor perfektibel filmen end er - skæve vinkler og skræmmende og anmassende nærbilleder, hele artisteriet - finder den aldrig sin egen begrundelse, og det er problemet. Den bliver blot en halvt fascineret, halvt nyfigen granskning af en syg mands betændte psyke.

Hvorfor sidde og glo på den slags?

SE TRAILER FOR FILMEN

BLÅ BOG

Casey Affleck

Caleb Casey Affleck, amerikansk skuespiller.

Født den 12. august 1975 i Falmouth, Massachusetts, USA.

Lillebror til skuespiller, forfatter og instruktør Ben Affleck.

Mens storebroderen fortrinsvis er kendt for sine roller som førsteelsker i romcoms og actionfilm, er Casey Affleck anerkendt som karakterskuespiller og for sit valg af skæve roller.

Han har spillet sammen med sin bror Ben i tre film, ”Chasing Amy” (1997), ”Good Will Hunting” (1997) og ”200 Cigarettes” (1999).

Gennembrud i ”Gone Baby Gone” 2007, der var instrueret af Ben Affleck.

Samme år imponerede han anmeldere og publikum i sin rolle som Ford i ”Mordet på Jesse James af kujonen Robert Ford”. Han blev Oscarnomineret for rollen.

Han er gift med skuespilleren Summer Phoenix, hvis bror er skuespilleren Joaquin Phoenix.

De to mænd er bedste venner.

Han har to børn med Summer Phoenix, Indiana August Affleck og Atticus Affleck

Flere artikler som denne? Se hele listen her
Har du kommentarer til guide?

The Lovely Bones

11-03-2010: En stædig insisteren på at tvinge overnaturligheden ned over en thriller tvinger ”The Lovely Bones” i knæ. Læs artikel

Edge of Darkness

03-02-2010: Efter syv års pause optræder Mel Gibson igen som filmskuespiller - i en veldrejet, typisk amerikansk thriller. Læs artikel

The Stepfather

28-01-2010: Slap udgave af superthriller fra 1987. Læs artikel

Nådeløs hævn

30-10-2009: Et offer for et overfald vender 10 år efter tilbage som hævner, og det er der kommet en ferm thriller ud af. Læs artikel

USA vil kopiere "Kandidaten"

22-07-2009: Snart kan amerikanske thriller-fans sætte sig til rette i biografen og se en genindspilning af den danske "Kandidaten". Læs artikel
Nyt om thriller
Loading...
Mest læste på film.guide.dk
Loading...
Nyt om Casey Affleck
Loading...
SponsorlinksAnnonce
TekstlinksAnnonce