Harry Brown

Harry Brown

England, 2009

Instruktion: Daniel Barber

1 timer 43 min

Premiere torsdag i Palads, København, Kinopalæet, Lyngby, Biocity, Århus.

Når den aldrende Harry Brown skal besøge sin døende kone på hospitalet, må han gå en omvej for at komme derhen. Den direkte vej løber nemlig gennem en gangtunnel, og der hænger de lokale bøller ud.

Harry er ikke bange for at få et sprøjt graffiti-maling på sig eller for at få stjålet sin lottokupon, når han passerer dem, nej, han er med rette bange for at blive slået til lirekassemand.

Filmen indledes med en scene optaget på det, der i hvert fald skal ligne håndholdt mobilkamera, som viser en ung mor blive skudt ned af et par heroinkåde drenge. Det er drengene, der filmer det, og det er de samme drenge, der hænger ud i gangtunnellen.

De magtesløse

Råt for usødet beskrives et forstadsforfald og en moralsk deroute, der ikke synes at have nogen ende. De politifolk, der endnu ikke har givet op, står magtesløse, mens andre i korpset har mere travlt med at markere sig i medierne end med at gøre noget ved problemerne.

Ofrene er det tavse flertal, civilisterne, der må leve i evig angst for, at den meningsløse vold og terror rammer netop dem. Harry Brown er en af dem.

Men da hans kone dør, og han bedste ven, Leonard, bliver myrdet, beslutter han sig for at gøre noget ved sagen.

”Harry Brown” er et yderst brutalt selvtægtdrama, der i matte brune, gule og blå farver lader os forstå, at der ikke er megen hjælp at hente fra samfundets sædvanlige autoriteter.

Michael Caine spiller den hævnende Harry, og rollen spejler på sæt og vis den rolle, som han i sin tid slog igennem med i ”Get Carter”. Dengang i 1971 spillede Caine gangsteren Jack Carter, der hævner drabet på sin bror, men nu er han ikke fra begyndelsen på kant af loven. Det moralske skred, som han drives ud i, sker, mens vi ser på, det føles helt ind under huden, og allermest uhyggeligt: Man forstår det.

Ikke for sarte sjæle

Manglen på moralsk afstandtagen til, at Harry Brown tager loven i egen hånd, har fået nogle til at rynke på næsen og kalde filmen frastødende. Men filmens lettere karikerede tegning af for eksempel den narkogangster, som Brown køber våben af, fjerner en vis grad af virkelighedsfornemmelsen og løfter efter min mening filmen fra barsk samfundskritik til moralsk diskussion.

Filmen oser af civilisationslede og er ikke for sarte sjæle. Den er til gengæld en film, der bare ikke vil slippe sit tag i publikum, og som lever videre, om man vil det eller ej, længe efter man har forladt biografen. Og taget en omvej hjem.

SE TRAILER FOR FILMEN