Edge of Darkness

Edge of Darkness

USA, 2009

Instruktion: Martin Campbell

2 timer, 6 minutter

Premiere i dag over hele landet

Efter syv år er Mel Gibson tilbage på lærredet. Han er lige fyldt 54, men er hærget og furet, som var han 10 eller 15 år ældre. Han har også haft problemer - med sprit-dom, skilsmisse og uoverlagte antisemitiske skældsord. At han samtidig har haft succes og er solidt etableret som instruktør - med ”Braveheart", der indbragte en Oscar (1995), ”The Passion of the Christ (2004) og ”Apocalypto” (2006) er uomtvisteligt.

Hvor berettiget kan diskuteres, men som skuespiller er han magtfuldt til stede - uden mange nuancer, men med timing i sine bevægelser, usvigelig rytme i replikken og den let raspende diktion, der giver figuren en tonal troværdighed. Derfor gør han fyldest - også denne gang, hvor han spiller en politimand, der jagter sin voksne datters morder.

Ene mod alle

Intrigen er enkel nok: Fars pige kommer på besøg, men noget er galt: Hun kaster op, men er ikke gravid. På vej ud ad døren til læge, skydes hun brutalt ned, mens morderen brøler familiens efternavn.

Først tror man, at han er efter faderen, så står det klart,at det var pigen, der skulle likvideres. Hun er ingeniør og arbejder på et atomcenter, hvor hun ikke kun er blevet radioaktivt bestrålet, men også kommet på sporet af perverst forbryderiske aktiviteter, som hun sætter sig for at afsløre. Det koster hende livet.

Hendes far sætter sig for at opklare forbrydelsen - om han gør det i egenskab af politimand eller som et privat hævntogt, altså selvtægt, er ikke klart. Men handlingen designes over en kendt kliché: Ene mod alle! Selv de nærmeste, selv de mest respektable, selve samfundets top: Den så berømmelige amerikanske en-mands-hær i aktion. Herfra ikke et ord mere om handlingen, der udspilles i det puritanske (smukt filmede) Boston og selvretfærdige Massachusetts, hvor ”alt er forbudt”.

Trods udskejelserne har der altid boet en sej puritaner i Mel Gibson, hvis væsen og ansigtsudtryk som regel har et næsten umærkeligt strejf af masochisme - uhæmmet og frastødende kommer den til udtryk i ”The Passion of the Christ”.

Englænderen i udkanten

Også her fornemmes den. Samtidig har hans politimand handlekraft og stædig vilje til at trænge ind i gådens centrum, hvad der giver historien dens fremdrift, og den er spændende og velkomponeret fra første til sidste billede, en typisk mainstream amerikansk thriller, og mig river de med de hver gang! Men der er i filmens udkant en i forhold til Gibson kontrapunktisk person, en mystisk englænder, der hyres af skurkene til at sløre deres svinestreger. Men hvis side er han på?

Det er et åbent spørgsmål, som ville være aldeles ligegyldigt, hvis ikke han blev spillet af den tunge, flegmatiske, drævende Ray Winstone, som det altid er en næsten krilrende fornøjelse at møde. Ham er det, der giver filmen dens aura og foruroligende øjeblikke, dens morbide humor og dybeste fascination.