Politisk thriller
The Whistleblower
USA, 2010
Instruktion: Larysa Kondracki
1 time 52 minutter
Premiere i dag i Dagmar, Empire, København, Kinopalæet i Lyngby, Gentofte, Reprisen i Holte, Øst for Paradis og Metropol i Aarhus
Året er 1999. Krigen på Balkan har krævet mange ofre, og selv om FN har sendt fredsbevarende styrker til området, så er der stadig masser af mennesker, der brutalt betaler prisen for de mange års ustabilitet i området. Og det sker ikke bare med FN's medviden, men med FN-medarbejderes medvirken.
”The Whistleblower” er baseret på den sande historie om den amerikanske politibetjent Kathryn Bolkovac (en afsindigt velspillende Rachel Weisz), der tager imod et velbetalt job i Bosnien, hvor hun skal hjælpe med genopbygningen af det krigshærgede land.
Hun opdager dog snart, at flere af en hendes kolleger i temmelig omfattende grad er involveret i en trafficking-ring. Piger helt ned til 12 års alderen bliver bortført og holdt som sexslaver hos både lokale mænd og FN-udsendinge.
Da Bolkovac forsøger at gøre sine foresatte opmærksomme på problemet, møder hun en mur af modstand. »Der vil altid være krigsludere«, får hun at vide, og i drengeklubben anses Bolkovac først og fremmest som en blind passager på det partyskib, som dele af de fredsbevarende styrker længe har haft på moralsk slingrekurs på Balkan.
Filmen er heldigvis ikke præget af udpenslede torturscener, men duver i stedet tungt rundt i en grød af rendyrket gru. Det antydede har her langt større kraft end det uddybede.
”The Whistleblower” er en rå og uafrystelig afbildning af en horribel historisk situation. Det er ikke til diskussion, at sympatien ligger hos Bolkovac, men selvfølgelig i allerhøjeste grad hos de mishandlede piger. Det kan ikke være anderledes.
Skandalen i 1999 er et frygteligt eksempel på magtmisbrug, som det til alle tider er formålstjenligt at sætte fokus på. Ikke mindst med filmmediet, der i særlig grad kan tale til både følelser og fornuft og dermed få vækket hele oplevelsesregistret til live: Fra chok til forargelse til handlelyst.
Og der er ingen grund til ikke at lade sig forføre af denne klassisk fortalte politiske thriller om en enkelt kvindes ulige kamp mod et kæmpe magtmaskineri. Kan man bare stave til u-r-e-t-f-æ-r-d-i-g-h-e-d, vil man kunne lide ”The Whistleblower”. Især fordi historien ikke er helt så ligetil, som det ellers kan lyde.
For vores hovedperson er udsendt af firmaet Democra Security (i virkelighedens verden ”DynCorp”), der er ansat af den amerikanske regering til at deltage i FN's fredsbevarende styrker rundt om i verden.
USA outsourcer på den måde sit ansvar for verdensfreden. For det er selskabets skyld, hvis noget går galt, ikke regeringens. Derfor er der ikke samme incitament til at holde opsyn med de udsendtes opførsel, og som det skete i virkeligheden, ønsker heller ikke det private firma at miste en millionkontrakt ved at afsløre de uhyrligheder, der kan foregå.
”The Whistleblower” viser altså også den risiko, der er forbundet med at benytte sig af private militære organisationer, på en yderst overbevisende måde.
Har du kommentarer til guide? Fortæl os hvad du syntes om guide.dk



