Anmeldelse: Route Irish

Thriller

Route Irish

England, 2010

Instruktion:Ken Loach

1 time 49 min.

Premiere i dag i Grand Teatret, København, Øst for Paradis, Aarhus og Café Biografen, Odense

Ken Loach bliver altid beskrevet som den engelske socialrealismes ukronede konge - i en vis udstrækning sammen med Mike Leigh. Men hvor Leigh gerne fokuserer på enkelte individers tragikomiske svingom med livet i en usexet under- eller middelklasse, så løfter Ken Loach blikket op og ud i verden.

Det gør han igen i ”Route Irish”, der er opkaldt efter den farligste vej i Irak, der løber mellem Bagdads lufthavn og byens Green Zone. Her er Frankie blevet slået ihjel under sit arbejde som soldat i en privat sikkerhedshær.

Hans barndomsven Fergus har svært ved at acceptere tabet, og da Fergus begynder at grave i historien, opdager han, at Frankies død måske ikke kan betegnes som collateral damage, men i virkeligheden er iscenesat for at dække over alvorlige forbrydelser.

Frankie har måske ikke været på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, som sikkerhedsfirmaets jakkesæts-repræsentan- ter bliver ved med at gentage.

Ondskab avler ondskab

Filmen udspilles som en langsom psykologisk thriller fortalt både i korte flashbacks til Frankie og Fergus' brødretætte ungdomsliv og gennem klip fra en mobiltelefon, som Frankie har sendt til Fergus inden sin død. Det sikrer en vis dynamik i den ellers solidt byggede og tungtdansende film.

Loach har en evne til aldrig at kamme over i moralsk indignation eller ensidig filmpropaganda, selvom hans socialkritiske standpunkter er tydelige. Det gør hans film til nærværende og vedkommende diskussions-startere, men også betydelige kunstværker, der rækker ud over en ensidig politisk agenda.

”Route Irish” fungerer som en slags cubus-terning, som både publikum og hovedpersonen Fergus forsøger at rette ind, så alle sider har samme farve.

Det lykkedes, og det lykkedes ikke.

For Loach beskriver en cyklisk proces, der banalt set kan formuleres som »ondskab avler ondskab«.

Fergus' posttraumatiske reaktioner på tabet af Frankie er ikke smukke og ensfarvede.

Netop disse moralske dilemmaer både ude og hjemme gør Loach' nyeste film til endnu en seværdig godbid for både tanker og følelser.