Anmeldelse: Julia's Eyes

Julia's Eyes

Spanien, 2010

(”Los ojos de Julia”)

Instruktion: Guillem Morales

1 time 57 min.

Premiere i Dagmar, Grand, Palads og Vester Vov Vov, København, Gentofte Kino, Bio Værløse, Øst for Paradis og Bio City, Århus, Cafebiografen, Odense, Biffen, Aalborg og Haslev Bio

Sara er blevet blind og hænger sig. Ikke på grund af synet, men fordi hun er skræmt fra vid og sans, for hun er ikke kun blind, men også blændet. Hendes søster, Julia, der lider af samme uforklarlige øjensygdom, men ikke er så alvorligt ramt - endnu - fatter mistanke og vil finde sandheden om Saras død.

Hun tror ikke på selvmordet. Hendes mand, Ivan, en klam psykiater, virker umiddelbart øm og beskyttende, men ikke helt tilforladelig. Han mener, at hun er på hysteriet rand og vil lede hende væk fra den nagende fornemmelse af noget lorent ved søsterens død.

Men jo ihærdigere han vil afkræfte mistanken, jo stærkere bekræftes hun. Hvordan hænger det sammen? Det siger jeg ikke.

Men gerne, at Julias syn svækkes; hun opereres og får nye linser, men skal have bind for øjnene i 14 dage. Og så går det ellers løs - i en gotisk gyser og en udspekuleret thriller, men i slowmotion.

Ikke effektfulde

At historien er for langsommelig, får endda være. Værre er en række urimeligheder og mystifikationer i handlingen. Frem for at forblive indlagt insisterer Julia - aldeles urimeligt - på at blive udskrevet og vender uden at kunne se en hånd for sig tilbage til Saras hus, hvor en mand præsenterer sig for hende som hjemmehjælper.

Ham accepterer hun uden at tjekke hans identitet på sygehuset, hvad hun skulle have gjort. Herfra fortaber handlingen sig i ordinære skrækeffekter, der ikke er specielt effektfulde. I hvert fald ikke, hvis man er bare en anelse hærdet.

Skal strammes op

Det er i orden at ville lave en gyser, men så skal man også præstere det store kolde gys. Det sker ikke her trods en snørklet intrige og velmenende intentioner. I stedet får vi omtrent to timers karruseltur i mørke, kun oplyst af enkelte foruroligende scener, som da Julia lytter til en flok halvt afklædte blinde kvinder, og forfølgeren uforklarligt både dukker op og forsvinder.

I og for sig er materialet godt nok, og i hænderne på en mesterinstruktør som f.eks. Brian de Palma var det sandsynligvis blevet bearbejdet og strammet op til en ferm gyser af knugende skræk og uhygge.