Thriller
The American
USA, 2010
Instruktion: Anton Corbijn
1 time 45 min.
Premiere i dag i biografer landet over
Amerikaneren er George Clooney og hedder her Jack. Han er lejemorder - på flugt og i skjul, men flugten mislykkes, skjulet røbes. Hans ansigtsudtryk er tomt og indadvendt, hans diktion lavmælt og langsom.
Først er han i Sverige - i en lille hytte langt ude i skoven i et snedækket, frostklart landskab. I hytten er han sammen - meget sammen med en smuk kvinde, men idyllen forstyrres af en ildkamp med omkostninger.
Så arriverer han i Rom og mødes med sin føringsofficer - eller hvad han nu er. Han giver Jack besked om at holde sig i ro og i skjul i en lille, pittoresk middelalderby i Appenninerne. Det gør han, men ikke helt.
Han indlader sig med en lokal luder spillet af den dejlige Violante Placido, der er alt for smuk til at spille luder i en italiensk flække, og han betjener hende erotisk, som næppe nogen mand ville betjene en luder.
Ok - man forstår ham, men forstår ikke hans forhold til en anden, ligeledes smuk kvinde, der til gengæld er kold som tøris. Med hende afprøver han et skydevåben, som han har indvilget i at bygge, og det tager lang tid, uendeligt lang tid at konstruere det, og formålet er uvist.
Det meste af filmen er uvist, men vist er det, at Jack kommer i en slags fortrolighed til den lokale pater, spillet med drøjde og tyngde af Paolo Bonacelli, som man måske husker som den satte prælat i Rom-afsnittet i Jim Jarmusch' ”Night On Earth” (1991).
Han forklarer Jack, at han ikke virker lykkelig, hvad pateren har ret i, og anbefaler Jack at installere Gud i hjertet, men Jack er skeptisk, skønt hjertet synes ledigt.
”The American” er en film om vægtløs ensomhed, dialogen er reduceret til det fragmentariske, lange scener med lang tavshed. Clooneys maskuline lejemorder fortaber sig i et tomrum af eksistentiel spleen og er uden noget politisk, socialt, menneskeligt eller blot begribeligt formål.
Til indholdet svarer stilen. Instruktøren er uddannet fotograf og skaber i samarbejde med filmens fotograf en langsomt strømmende billedsuite af kølig visuel præcision og skønhed.
Den lille bys mørke gader og trapper er filmet med usvigelig sans for deres geometri og med et distanceret, objektiverende blik, så de få pludselige action-scener virker voldeligt nærgående.
Alt sammen modsvares det af idyllen, en slags helle, som Clooney finder ved en paradisisk skovsø, som han flere gange søger ud til - allersidst i en sekvens, der genkalder slutningen i John Hustons nu 60 år gamle klassiker ”Asfaltjunglen”, hvor hovedpersonen, uforglemmeligt spillet af Sterling Hayden, dødeligt såret flygter fra byen, forbrydelsens element - ud på landet mod uskyld og kærlighed.
Har du kommentarer til guide? Fortæl os hvad du syntes om guide.dk



