Anmeldelse: The Mist

The Mist

USA 2007

Instruktion: Frank Darabont

2 timer, 7 minutter

Premiere i biografer landet over.

Når det kommer til gys, er det en velkendt sandhed, at det mest uhyggelige ikke er det, der vises, men det, der ikke ses. Intet er mere skræmmende end ens egen fantasi.

Man skal med andre ord aldrig undervurdere tilskuerens evne til at fylde de blanke felter ud, og det gør instruktøren Frank Darabont heldigvis heller ikke med ”The Mist”.

Stephen King

Filmen er baseret på en af Stephen Kings mange gode gyserfortællinger, og den finder sted i Kings hjemstat Maine i det nordøstlige USA. En storm har afbrudt strøm og telefoner, og den lokale kunstner David Drayton (Thomas Jane) og hans søn Billy tager ind til det lille supermarked, der er propfyldt af folk, som hamstrer forsyninger. Pludselig kommer en mand løbende ind i butikken, blødende og råbende.

Tågen tog hans ven – der gemmer sig noget i tågen! Straks er supermarkedet og hele den lille by indhyllet i denne mystiske tåge. Nogle afviser truslen som nonsens og begiver sig ud i intetheden – vi hører deres skrig. Tågen indeholder tilsyneladende både gigantiske fangarme og insekter af hidtil usete størrelser. Og snart går tågen til angreb.

Hidser masserne op

Mens David forholder sig rationelt til situationen, er den lokale skøre kone Mrs. Carmody (Marcia Gay Harden) i færd med at hidse masserne op.

Det er dommedag, prædiker hun, og jo mere situationen spidser til, jo flere disciple får hun. ”The Mist” er en effektiv og vanvittigt uhyggelig film. Dens stærkeste træk er, at det er svært at afgøre, hvad der er mest uhyggeligt: den ukendte, ydre fare, eller den fundamentalistiske Mrs. Carmody, der bliver et billede på den post-9/11-paranoia, der har grebet det officielle USA.

Middelmådig dialog

Dialogen er middelmådig (”I’d rather die out there trying than in here waiting”), men denne tredje King-filmatisering fra Darabonts hånd (”Den grønne mil”, ”En verden udenfor”) leverer varen: et gys, der viser frygten i dens mest mareridsagtige form. Det er et mørkt, kynisk menneskesyn, Darabont præsenterer i sin omskrivning af Kings originale, åbne slutning, for når tågen letter, er vi overladt til hinanden.