Nådeløs hævn (Law Abiding Citizen)
Amerikansk 2009
Instruktion: F. Gary Gray
1 time og 40 min.
Premiere i dag i Palads og CinemaxX samt biografer over hele landet
Under et råt overfald i sit hjem mister en mand (Gerard Butler) sin kone og lille datter. Der er to om forbrydelsen, og det amerikanske retsvæsen gør det muligt at slå en handel af med den ene: Han samarbejder med anklagemyndigheden og får en mildere dom.
Den groft forurettede og oprevede mand siger fra: Med risiko for frifindelse - mangel på beviser - forlanger han dem begge dømt, men får ikke sin vilje. Og dog! For om hans vilje handler filmen.
10 år senere henrettes den ene, men eksekutionen får et chokerende forløb. Den anden løslades, men kidnappes og omkommer under perverst udspekuleret tortur. Det er manden fra dengang, der er på spil som opfindsom og nådeløs hævner, og han råder over en kold, strategisk beregnende intelligens og uanede (tekniske) midler.
Myndighederne - den offentlige anklager (Jamie Foxx) - er i total forvirring, for hævneren er med sin selvtægt hele tiden både et træk forud og kommer bag på dem.
Spørgsmålet er selvfølgelig: Hvor længe? Og hvad skal der til for at uskadeliggøre ham nu, hvor han vil det samlede samfund til livs? Han er den jagede, anklageren jægeren, men rollerne byttes om undervejs, og det er ganske spændende så længe, vi har spillet gående. Men historien har et par forklaringsproblemer. Hvordan har galningen f.eks. skaffet sig adgang til dommerens mobiltelefon? Her halter logistikken - som det hedder på moderne. Og hvad er egentlig hans baggrund? Den antager noget nær metafysisk dimension, men vi får ingen ordentlig forklaring, kun at han synes almægtig.
Der er dog fuldt knald på handlingen, og det er en ferm thriller, der ruller for øjnene af os, et gennemsnits-produkt, som man ser og lykkeligt glemmer. Mere er den ikke, men det er nok, for lidt har jo også ret.



