Skyggen

Skyggen

The Ghost Writer

Engelsk, 2010

Instruktion: Roman Polanski

2 timer 6 minutter

Premiere i dag i biografer over hele landet

Det er magi - simpelthen: En øde vej i en skov i efterårsfarver, en brunlig, tom reception i et hotel, og uhyggen er knugende. Det er det, som Roman Polanski kan, eller noget af det, som han kan: skabe magi - som ingen anden nulevende instruktør.

Han kan afvikle en stramt komponeret politisk thriller, så man næsten skræmmende fængsles af hvert eneste billede og lever med i hver eneste scene, anspændt og foruroliget.

Gennem 10 år som premierminister blev Tony Blair beskyldt for blindt at traske i hælene på Washington. Bag bebrejdelserne anes den altid murrende europæiske antiamerikanisme. Disse anklager ligger til grund for ”Skyggen”, hvis ene hovedperson, den tidligere premierminister Adam Lang, låner umiskendelige træk fra Blair, hvad der måske er krænkende, men i filmens dramatiske økonomi fungerer antydningerne om lusk og fortielser perfekt.

Historiens gåde

Den anden hovedperson er en forfatter, en anelse alkoholiseret, usikker og økonomisk på spanden. Han, der aldrig navngives, spilles af Ewan McGregor og hyres til at rette den afgåede statschefs erindringer til, så manuskriptet bliver læseligt og sammenhængende. Han installeres derfor sammen med ministeren selv, hans kone, sekretær og stab i en stort luksuriøs, men steril, kold og total upersonlig betonbunker med panoramavinduer mod havet, der her symboliserer en tavs, truende gru.

Han er nummer to på opgaven. Den første blev fundet druknet i havstokken. Hvad skete der og hvorfor? Det er historiens gåde, som McGregor fanges ind af, for manuskriptet stemmer ikke overens med virkeligheden og omvendt - opdager han.

Alt i huset er upersonligt og dødt, firkantet og gråt, hele interiøret askegråt, havet gråt snarere end blåt, skyerne grånende. Regnen fosser ned i gråmelerede schatteringer, selv manuskriptets sider toner over i det grålige. Al denne gråhed fremsuggererer en atmosfære af tomhed, hemmeligheder, halve sandheder og hele løgne, som McGregor forvilder sig ind i, og som langsomt udarter til udefinerlige trusler.

Herfra skal historien ikke refereres, heller ikke de anklager, der rejses imod Lang af bl.a. en minister, som han fyrede. Men det skal betones, at det er Hitchcocks metode for afvikling af et plot og hans filmiske stil, som Polanski har lært sig og mestrer som sin egen.

Der er ikke tale om en Hitchcock-pastiche, men om selvstændig, opfindsom håndtering af basale elementer i tilrettelæggelsen og afviklingen af en handling med stadig dybere mystifikationer og en stadigt stigende spændingskurve. Det er en klassisk filmstil så langt som tænkeligt fra f.eks. den manierede ”Shutter Island”. Samtidig gælder det også her, at handlingen - som så ofte hos Polanksi - er identisk med opløsningen af hovedpersonernes identitet og deres fortabelse i en sump af løgn og forstillelse.

Som ministeren yder Pierce Brosnan en magtfuldt behersket præstation, sin bedste til dato: Påtaget venlig, køligt afglidende, opfarende eller affabelt imødekommende, kynisk smilende, ligeglad med sandhed og løgn, bare det tjener hans formål. Han får fint moduleret modspil af Ewan McGregor, en lidt forsagt mand, der vikles ind i uoverskuelige intriger, som gør ham usikker og alligevel panisk beslutsom.

95-årig i intens scene

I rollen som ministerens kone og rådgiver, der har mistet både hans kærlighed og fortrolighed, opererer den spændende Olivia Williams med kuldslået desperation, smuk, elegant, forbeholden og med en bunden lidenskab, der sender hende i seng med McGregor.

I mindre roller ses den driftsikre Tom Wilkinson, og i blot en enkelt intens scene den gamle Eli Wallach, der fylder 95 i år. Det må være et specielt ønske hos Polanski at hylde netop ham, for han kunne have brugt utallige andre.

Historien kunne have lagt sig i læ af melodramaet, men dels er dialogen skarp og rammende, dels undviger Polanski ethvert strejf af sentimentalitet til fordel for en klassisk thriller, men på sine egne vilkår.

De har ikke været nemme: Han har redigeret filmen dels i en fængselscelle, dels som arrestant i sit eget hus. Begge steder må han have følt sig som en fange i den bunker, som så stor en del af handlingen udspilles i.

Hvor overlegent og raffineret han kan arbejde, viser en virtuos kameratur til sidst, hvor vi ved en reception følger en skriftlig besked fra hånd til hånd frem til adressaten, der stivner i chok.

Og så slutbilledet, der genkalder de sidste øjeblikke i den uforlignelige ”Chinatown” (1974): Her spredes det fatale manuskripts flagrende sider ned ad en våd gade, og uhørligt fornemmes det grundlæggende Polanski-tema: Alt er tomhed og jag efter vind.