Anmeldelse: The Girl With The Dragon Tattoo

The Girl With The Dragon Tattoo

USA/Sverige

2011

Instruktion: David Fincher

2 timer 38 min.

Premiere i dag i biografer landet over

Kom absolut ikke for sent til forteksterne. Sære, uhyggelige portrætter opløses til noget, der ligner smeltet sort eller sølvfarvet metal, mens et råt remiks af Led Zeppelins ”The Immigrant Song” pumper af sted på lydsiden.

Så langt slår instruktøren David Fincher fast med det samme, hvorfor han regnes for en af Hollywoods store stilister i nyere tid.

Derefter kommer man til gengæld hurtigt ned på jorden - eller rettere sagt ud i den kolde sne.

I den amerikanske filmatisering af første bind af Stieg Larssons ”Millennium”-trilogi er der nemlig ikke sparet noget for at ride med på den skandinaviske krimibølge og vise det internationale biografpublikum, hvor eksotisk og nordligt der altså er oppe i det der Sverige.

Niveauet lægges for så vidt allerede med ”The Immigrant Song” med dens højstemte vikingevræl om is og sne og gudernes hammer.

Sprit, smøger, sex og IKEA

Ikke blot er der nemlig i filmens Sverige både synligt pivkoldt, gråt i gråt og tilsneet allerede i Stockholm. Når historien bevæger sig langt nordpå til den stenrige Vanger-families afsides herresæde på en afsides ø bliver det endnu værre.

De fleste svenskere ryger også som skorstene, drikker som fisk, har frisindet sex og IKEA-kasser i stuen.

At overklassen befolkes af skumle konspirationer, voldsliderlige advokater og ikke mindst indavlede familier, hvor det myldrer med nazister, incest, pædofili og seriemord, er der - ligesom drømmen om den frisindede sex - dog belæg for allerede hos Stieg Larsson selv.

Oven i købet taler adskillige skuespillere, også englændere og amerikanere, med demonstrativ svensk accent. Kun Daniel Craig gør slet ikke, men han er jo så også superstjerne og indehaver af den ene hovedrolle som journalistdetektiven, Mikael Blomkvist.

Banalt uhyggelig

Til gengæld slår den ærkesvenske Stellan Skarsgaard ind imellem over i nærmest rent vestkyst-amerikansk. Alt imens skilte og avisforsider skiftevis er på svensk og engelsk.

Og at lokalkoloritten i hvert fald set med nordiske øjne virker så forloren, betyder faktisk noget, uanset at det bestemt er en glimrende, effektiv, stjernebesat og ikke mindst yderst lækkert filmet udgave af Larssons seriemorder-thriller.

Men ind under huden når den lige så lidt som Trent Reznors konstant og derfor i længden banalt uhyggelige elektronmusik.

Det hjælper ikke, at en række detaljer ofte uden iøjnefaldende begrundelse er ændret i forhold til forlægget, som ellers i grove og halvgrove træk følges slavisk.

Såvel selve opklaringen af mysteriet som timingen af kulminationen og den her meget lange koda bliver imidlertid skæv, skiftevis stakåndet og udpenslet, så hverken grumheden eller det afsluttende bratte gearskifte til svindlerkomedie fungerer ordentligt; ja selv voldtægts- og torturscenerne virker nærmest som afviklingsforretninger.

Mekanik eller sjæl

Samtidig virker det heller ikke, som om skuespillerne er blevet enige med hinanden eller instruktøren med sig selv om, hvor gravalvorligt det hele egentlig skal tages.

Craig og Skarsgård går til den barske historie med en smule glimt i øjet, som om de ikke tager Larssons oppustede plot helt alvorligt, mens de fleste andre er endog meget sammenbidte.

I særdeleshed Rooney Mara som hele trilogiens motor, punkerhackeren Lisbeth Salander. Hun er her gjort ganske bleg, indadvendt og rugende.

Set i forhold til, hvad hun har været og bliver udsat for, er det ikke forkert, og den talentfulde Mara gennemfører det ret overbevisende. Alligevel ligner hele hendes selviscenesættelse alligevel netop mere det end personlighed, mere mekanik end sjæl.

Selv om tingene afvikles på et højt håndværksniveau, er der således langt op til Finchers bedste thrillere som ”Se7en”, ”Fight Club” og ”Zodiac”. Måske netop fordi han i dem i anderledes grad havde mulighed for og mod til at vende vrangen ud på tilskuerens forventninger.

Pil ikke ved noget

Her har han derimod haft et mere konventionelt krimi-forlæg at arbejde ud fra - og en bog, der har solgt i tocifrede millionoplag verden over, er det formentlig de færreste manuskriptforfattere og instruktører, der tør pille nævneværdigt ved.

Det, som de engelsktalende biografgængere uden mod på at læse undertekster altså har fået, er dermed mest af alt en slags den skandinaviske seriemorder-thrillers svar på de første Harry Potter-film. Det vil sige nydelig og seværdig underholdning, hvor Hollywood ikke har turdet vove at sætte en fod forkert.

Den ægte stemning

Men det er også et frysetørret produkt, hvor originalens bid og stemning - eller for den sags skyld instruktørens format - ikke skinner særlig stærkt igennem.

Da nu klichéerne i forvejen fyger så tæt, er det fristende at tale om manglende fornemmelse for sne.

Så jo: Hvis man evner at læse undertekster eller måske ligefrem forstår svensk, er Niels Arden Oplevs svensksprogede version af historien (med originialtitlen ”Mænd der hader kvinder”) fortsat så langt at foretrække, hvad sans for spænding og stemning angår. Og den anderledes flamboyante og fandenivoldske Noomi Rapace er stadigvæk den i særklasse bedste Salander, vi har.