Pigen der legede med ilden

Thriller

Pigen der legede med ilden (Flickan som lekta med ilden)

Sverige, 2009

Instruktion: Daniel Alfredson

2 timer 4 min.

Premiere i dag i biografer landet over og i Torshavn og Nuuk

Bedriften i Niels Arden Oplevs filmatisering af ”Mænd der hader kvinder”, første del af bestsellerfænomenet Stieg Larssons ”Millennium”-trilogi, var dels at omdigte Larssons temmelig fodgængeragtige sprog til storladne, stemningsmættede billeder fra Nordsverige, dels at caste kæmpetalentet Noomi Rapace i nøglerollen som punkerhackeren Lisbeth Salander og få Mikael Nyqvist til at give den Tintin-agtige venstrefløjsjournalist Mikael Blomqvist så meget kant og fylde midt i al selvtilstrækkeligheden.

Forholdet til selvtægt

For ganske vist kan Salander et langt stykke ad vejen ligne en midaldrende, venstreorienteret mands våde drøm om den kinky, piercede, biseksuelle pige i læderjakke og nitter, der kan give magthavere, rockere, voldtægtsforbrydere og andre (mandlige) undermennesker tæsk, hvor det gør mest ondt.

I lighed med andre svenske spændingsforfattere som Arne Dahl og Jan Guillou havde Larsson nemlig at dømme efter hans bøger et temmelig anløbent forhold til selvtægt, når blot det var de rigtige, det gik ud over.

Men Salander er samtidig den dimension i de tre romaner, hvor Larsson er tættest på at hæve sig over blot at være ferm til at kombinere klassisk krimi med kulørt konspirationsthriller, en slags Maria Lang møder Dan Brown.

Midt i alle flosklerne og fantasierne er hun også, og endnu mere i Noomi Rapaces skikkelse, en fascinerende figur, der konstant synes ved at eksplodere af dæmoner og liv.

Som en jævn tv-krimi

Rapace og Nyqvist gør det hver for sig stadig fornemt i fortsættelsen ”Pigen der legede med ilden”, hvor en artikel om kvindehandel både fører til adskillige mord, en blonderet lejemorder med overmenneskelige kræfter, nogle bøvede rockere og årtigamle skumle sammensværgelser i det svenske samfunds top.

Imidlertid mødes Salander og Blomkvist her først til allersidst, så den dynamik mellem dem, der bar meget af den første film, er ikke til stede.

Bortset fra komponisten Jacob Groth er det rent danske lederhold bag kameraet i ”Mænd der hader kvinder” nu udskiftet med erfarne svenske kræfter, primært med tv-baggrund.

Resultatet er blevet en film, der uanset et til tider højt tempo væsentligt mere ligner en gennemsnitligt effektiv svensk tv-krimi (oprindelig skulle filmen slet ikke have været ud i biograferne) og uden meget, der ligner Arden Oplevs visuelle fantasi.

Skabeloner og karikaturer

Hos Stieg Larsson er ”Pigen der ?” og fortsættelsen ”Luftkastellet der blev sprængt” reelt én meget lang roman. For dog at få filmatiseringen af ”Pigen der ?” til at kunne stå en smule alene er den voldsomme cliffhanger-slutning blødt op, ligesom der er indlagt nogle alenlange forklarende passager, som endda på forhånd afslører meget af plottet i den sidste film.

Skuespillermæssigt er der heller ikke meget andet end Nyqvist og Rapace at glæde sig over. De mange biroller i det omfattende persongalleri virker i en del tilfælde lettere tilfældigt castet, og adskillige figurer kommer ikke meget ud over skabelon- eller karikaturstadiet.

Man er jævnt underholdt, og overgivne Larsson-fans vil næppe opleve den helt store skuffelse. Men i forhold til både Larssons politiske ambitionsniveau og lejlighedsvist inspirerede ideer samt det niveau, som Niels Arden Oplev lagde med den første film, er det i denne forbindelse bare ikke nær nok.