Anmeldelse: ID:A

Thriller

ID:A

Danmark, 2011

Instruktion: Christian E. Christiansen

1 time 40 min.

Premiere i dag i biografer landet over

”ID:A” er et skræmmende godt eksempel på, hvor uhyggeligt dårligt, det kan komme til at se ud for dansk films chance for at ride med på den internationalt hypede bølge af skandinaviske krimi- og thrillerfilm, hvis ikke der kommer bedre gennemarbejdede manuskripter på bordet - og mindre fordrejede forestillinger om, hvad en thriller med et såkaldt internationalt format er for noget.

Christian E. Christiansen var den første dansker til at lave en amerikansk film, som gik direkte ind på den amerikanske biograflistes førsteplads. Det skete med ”The Roommate”. Det er måske et succeskriterium i sig selv, men herhjemme fik den en sønderlemmende kritik for sin ubehjælpsomhed.

Dét er desværre noget, som Christiansen ikke har taget til sig, og ubehændigheden har han ikke lagt fra sig, nu hvor han er hjemme igen; ”ID:A” kan med lidt velvilje pænest beskrives som ufiks.

Den første maveplasker

Et sted i Frankrig vågner kvinden Aliena (Tuva Novotny) op på kanten af en flod. Hun ved ikke, hvor hun er, eller hvem hun er. En taske med to mio. euro og et stort ar på maven er hendes eneste clues i kampen for at stykke en fortid sammen.

Da hun tjekker ind på et hotel, som drives af den venlige Pierre (Arnaud Binard) og hans mor, finder hun ud af, at hun taler fransk med en dansk accent. Og her kommer filmens første alvorlige maveplasker (og nu skal der retfærdigvis advares mod, at der efterfølgende kan forekommer spoilers på filmens handling).

»Jeg er dansk,« siger Aliena på dansk - med tyk accent. Tuva Novotny er nemlig en svensk skuespillerinde, der nok har arbejdet på dansk grund længe, men som stadig lyder, som om hun har en halv kartoffel i munden, når hun taler sit nye sprog.

Brud på realismen

Allerede her begynder man at tænke på, om filmen måske er lavet med et internationalt publikum i tankerne, som måske derfor er ligeglade med de mildest talt gumpetunge brud på en hel elementær (national) realisme.

Men forfølger man den tanke, så kan det være svært at se, hvorfor man i udlandet skulle vælge at se ”ID:A” i stedet for en af de mere budgetvægtige og formfuldendte thrillers fra Hollywood, som den danske film klistrer sig hårdt op af.

Hvorfor? er i det hele taget det spørgsmål, der oftest må stilles både undervejs og efter filmen.

Hvorfor er det, at Aliena, der er en køn leverpostejs-gennemsnitlig kvinde skal ”genfødes” som noget, der ligner et selvbruner-orange russisk nyrigt dollarvedhæng? Hvorfor har man ikke givet hendes figur mere psykologisk klangbund end en tom mælkekarton?

Hvorfor giver man hende en ny frisure a la Nikita, men ingen færdigheder som den franske lejemorder som hendes lookalike, eller udnytter hendes hukommelsestab til noget mere thrillermæssigt spektakulært som i ”Bourne”-filmene?

Hvorfor skal vi tro på, at hendes mand hjemme i Danmark, operasangernationalklenodiet Just Ore (Flemming Enevold) er en venstre-ekstrem sadist, som på trods af sin fremtrædende offentlige rolle og fremskredne alder ikke er i søgelyset hos politiet, fordi han åbenbart er så charmerende, at han vel kan trille sig indladende fra selv en parkeringsbøde?

For slet ikke at nævne, at man ikke et sekund tror på, at den franske lækkerlas, der først kommer Aliena til undsætning, ikke har mere travlt med at være på forsiden af et fransk mande-Vogue end at drive hotel med sin mor i en fransk lilleby.

Tempoforladt

At man så har sat stakkels Finn Nielsen til at spille den hjertensgode transvestit Rosie, der åbenbart har penge nok i den forhutlede kjolelomme til at købe Aliena en togbillet til Rotterdam, da hun har brug for det, gør ikke miseren bedre.

Manglen på fundamental psykologisk baggrund gør i samarbejde med et tyndtflydende plot og et provokerende tempoforladt forløb ”ID:A” til en uhyggeligt mislykket film.