Jar City

Jar City

Island 2008

Instruktion: Baltasar Kormakur

1 time, 32 minutter

Premiere i i Dagmar, København

Skeletterne vælter ikke ud af skabet, men bryder bogstaveligt op fra de døde både på kirkegården og fra hvælvingen under gulvet i en af de skyldiges hus, hvor en rædsom stank sender sine varsler forud.

Historien drejer sig om en rå voldtægt de mange år tilbage og om en arvelig sygdom, som blev transmitteret på gennem forbrydelsen og forøver sin uafvendelige ødelæggelse i nutiden, hvad der er årsagen til, at fortiden hentes op til gennemsyn.

Afstumpede kriminelle

En lettere forsagt og resigneret kriminalinspektør graver i sagen med både eftertanke, spade og brækjern og kommer under vejr med et trådnet af indbyrdes forbundne forbrydelser.

Samtidig er faren til en lille, død pige på sporet og vil have både hævn for pigens død og en forklaring på dens årsag, som han fornemmer.

Skal man tro filmen – måske, måske ikke – er Island ikke et pengenes paradis, men et helvede trøstesløshed og af afstumpede kriminelle og grå, forfaldne lejekasserne, hvor alt håb lades ude, og som snarere burde stå i Murmansk end i en islandsk bygd. Kriminalinspektøren bor i en kedsommelig lejlighed – ene mand, men får selskab af sin gravide, indolente datter, som han må hente ud af en hash-hule eller det, der er værre. Lige så ihærdigt han efterforsker sagen, lige så nidkært søger han at redde pigen, som han til sidst betror sin totale desillusion og skibbrudne håb.

Effektiv underholdning

Intrigen er skruet sindrigt og logisk tilfredsstillende sammen, og filmen underholder effektivt hvert eneste minut.

Typerne er taget på kornet, og de gråmelerede, forfaldne miljøer spejler sørgmodigt de afstumpede, fortabte sjæle, som befolker dem. Ærgerligt kun, at instruktøren ikke kan nære sig for irriterende klicheer. Således er en retsmediciner skildret som en følelseskold kyniker, der uanfægtet gnasker på et kyllingeben – eller hvad det nu er for et ben! – med de gummihandsker på, som han roder i kadaverne med. Ham har vi set for tit alle mulige andre steder.

Utilfredsstillende er det også, at kriminalinspektøren et sted fordyber sig i én af klagesalmerne fra Det gamle Testamente, men citatet belyser intet, hverken i hans væsen eller i personernes motiver.

Forbehold som dem her bør dog ikke afholde nogen fra filmen, der har sin egen råkolde atmosfære og sært tragiske handling, hvis billeder - nogle morbide som i Edgar Allan Poes noveller - holder sig længe i erindringen.