Strangers on a Train

STRANGERS ON A TRAIN

USA 1951

Instruktion: Alfred Hitchcock

103 minutter

Premiere i dag i Vester Vov Vov i København


»It's better to be a fake somebody than a real nobody.« Sådan siger titelpersonen i Patricia Highsmiths roman ”The Talented Mr. Ripley”. Selv samme Highsmith skrev romanforlægget til Hitchcocks ”Strangers on a Train”, og også her har vi at gøre med en mand, der vil gøre alt for at blive til en ”somebody” - koste hvad det vil. Hvis Hitchcock er den moderne thrillers fader, så er det ikke mindst takket være ”Strangers on a Train”, der - selv om den ikke er så kendt som ”Fuglene” og måske ikke helt så sublim som ”En kvinde skygges” - er Hitchcock, når han er bedst.

Handlingen er så simpel, som den er brillant: To mænd stiger ombord på et tog. De kender ikke hinanden, men ved et tilfælde (?) falder de i snak.

Bruno (Robert Walker) genkender straks tennisspilleren Guy (Farley Granger), der ofte optræder i avisen. Den frembrusende Bruno ved derfor, at Guy søger skilsmisse fra sin kone, så han kan gifte sig med den smukke society-pige Anne Morton. Over frokost i Brunos kupe foreslår han dristigt, at de skal bytte mord, således at Bruno myrder Guys kone, og Guy myrder Brunos far, som Bruno gerne vil af med (Bruno er endnu en af Hitchcocks infantile ”mors dreng”-typer - et motiv, der senere finder sin kulmination i ”Psycho”).

Guy slår forslaget hen som en morbid vits, men da han samme aften erfarer, at hans kone er blevet dræbt, går sagens alvor op for ham. Og nu forventer Bruno, at Guy overholder sin del af aftalen.

”Strangers on a Train” er er en raffineret film, der som mange Hitchcock-film benytter sig af dobbeltgængermotivet.

Forholdet mellem Guy og Bruno er tvetydigt med slet skjulte homoerotiske undertoner - og Guys indestængte vrede understreger Brunos tese om, at alle kan blive en potentiel morder (det er næppe et tilfælde, at Guy hedder Haines til efternavn, et navn, der ligger tæt på det engelske ”heinous”, der betyder hadefuld).

Det er ene og alene afstanden mellem fantasi og handling, der er forskellen på de to mænd.

Repremieren er en kærkommen mulighed for at gense dette mesterværk, der - til trods for enkelte ufrivillige morsomheder, der skyldes tidens tand - kan få enhver filmfan til at gyse, grine og grue for næste gang, man skal ud og se med DSB.

kultur@jp.dk