This Must Be the Place

Road movie

This Must Be the Place

Italien, Frankrig, Irland, 2011

Instruktion: Paolo Sorrentino

1 time 58 minutter

Premiere i dag i Grand Teatret, Dagmar, Empire Bio og Park Bio i København, Gentofte Kino, Øst for Paradis i Aarhus, Biffen i Aalborg og Cafe Biografen i Odense

Den italienske instruktør Paolo Sorrentino er uden tvivl en meget betydningsfuld medspiller, når man taler om nutidens hold af stilbevidste filmkunstnere. Hans forrige film, ”Il Divo” (2008), der handler om den kontroversielle italienske politiker Giulio Andreotti, var intet mindre end et stilistisk mesterværk. Naturligvis har forventningerne til hans nye film derfor været høje.

”This Must Be the Place” er Sorrentinos første engelsksprogede film, og for den blot 41-årige instruktør synes der ikke at være nogle grænser for, hvor hårdt han hermed kan få trykket pennen i papiret, når der skal skrives moderne europæisk filmhistorie. Ligesom tyske Wim Wenders for alvor blev et internationalt navn, da han søgte mod USA for at lave film, lige sådan vil Sorrentino nu have løftet sig ud af den europæiske kunstfilms til tider lukkede definitionsramme. I USA anses den såkaldt europæiske art house-film at rumme alle film med undertekster, hvilket igen vil sige alle ikke-engelsksprogede film, også gennemførte genrefilm. Det er selvfølgelig tåbeligt, og man kan begræde, at det forholder sig sådan, men ikke desto mindre er det sådan, det er i dag. Set i det lys skal man glæde sig over, at Sorrentino har fået muligheden for at lave ”This Must Be the Place”.

Startskuddet

Startskuddet til filmen faldt, da Sean Penn sagde ja til at spille hovedrollen som Cheyenne, en afdanket, pensioneret rockstjerne. Med sort, højtlakeret frisure og rød læbestift midt i det hvidpudrede ansigt tusser han rundt i Dublin, hvor han nu bor med sin amerikanske kone (Frances McDormand), der arbejder som brandmand. Han leger med aktieinvesteringer og drikker kaffe i et storcenter med en ung goth-teenagepige. Og så keder han sig.

Da hans far, som han ikke har set i 30 år, dør, vender han tilbage til USA til begravelsen. Her opdager han, at hans far havde viet sit liv til at finde den tyske fangevogter, der havde gjort hans liv til et helvede i en koncentrationslejr under Anden Verdenskrig. Og Cheyenne overtager projektet. Dermed bliver ”This Must Be the Place” en road movie med, hvad dertil hører af perler-på-en-snor-struktur og filosofering over livet og rejsen mod døden.

Der er nok af finurlige, morsomme og rørende indslag i Cheyennes rejse gennem verden til, at man overgiver sig til filmen. Det, at outsideren Cheyenne bliver ham, hvis blik vi ser verden med, fungerer fænomenalt, og det er ofte både sjovt og subtilt turneret, når det ”normale” bliver det ”unormale” og omvendt. Men filmens væsentlige problem er den noget postulerede udvikling. Hele nazi-jagten virker påklistret og som en ikke gennemtænkt motivation for, at Cheyenne skal rejse ind i sin fremtid ved hjælp af fortiden.

Sean Penn gør en stor indsats og et stort indtryk som Robert Smith/Ozzy Osbourne-klonen, og Sorrentinos benyttelse af David Byrne og hans musik er velfungerende, om end der også er noget fan-forelsket over hele den del.

De (meget) store forventninger til Sorrentino bliver altså ikke helt indfriet med ”This Must Be the Place”. Men man kan håbe, at han bliver ved med at bevæge sig videre og eksperimentere med filmkunsten, sådan som hans store talent fordrer det.