Anmeldelse:
Anmeldelse: 4 af 6
Artiklens emner:
Find mere om:
Fantasifuld (valgte)
Spænding (valgte)
Danmark
Sverige
Norge
Finland

Metropia

Den svenske sci-fi-noir ”Metropia” er fascinerende og teknisk besnærende, men mangler lige et par lag for at blive mesterlig.

Metropia

Sverige, Danmark, Norge, Finland, 2009

Instruktion: Tarik Saleh

1 time 20 min.

Vester Vov Vov, København, og Øst for Paradis, Århus

De få får magten over de mange i den tidligere graffitimaler Tarik Salehs ”Metropia”. Han bruger en fotomontage-teknik til at fortælle den dystopiske historie om en grå og ubehagelig fremtid, hvor den private virksomhed Trexx forsøger at overtage kontrollen over menneskeheden.

Det er denne teknik, der for alvor gør Salehs sci-fi-noir betagende. Fotos af ægte mennesker sat sammen med tegnede kroppe udgør figurer, der bliver uhyggeligt levende for publikum. På én gang kunstige og virkelige virker de i sig selv som symbolske aflejringer af den fremmedgørelse, der ligger som et tykt væg til væg-tæppe under fortællingen.

Kamp om kollektiv trafik

Roger (Vincent Gallo) tager cyklen til og fra arbejde, for han bryder sig ikke om at tage metroen, som Trexx har etableret under hele Europa. At fremtiden kan byde på overraskelser, viser Saleh morsomt ved at gøre den kollektive trafik til filmens magtforskruede kapitalisme-elites våben.

Under jorden synes Roger, at han hører en stemme. Da den stemme begynder at plage ham over jorden også, bliver Roger mere og mere paranoid, og da han møder kvinden Nina (Juliette Lewis, den underskønne model fra reklamerne for en shampoo), ved han ikke, om hun vil hjælpe eller korrumpere ham.

Som så ofte i denne type film er kærligheden noget af det eneste, der kan give håb i en kold og kafkask absurd verden. Men der er lagt mere vægt på intrige end på intimitet i filmen, og derfor bliver den ikke en overmåde rar oplevelse.

Til gengæld er den svært fascinerende, ikke mindst på grund af det vellykkede valg af skuespillere, der har lagt stemme til karaktererne. Gallo, Lewis, Stellan og Alexander Skarsgård og ikke mindst Udo Kier giver fylde, karisma og intensitet til figurerne.

Kun et lettere forudsigeligt plot forhindrer filmen i at blive en af de større oplevelser i biografen.

Har du kommentarer til guide?

Galleri: Science fiction

Mest læste på film.guide.dk
Loading...
 
Loading...
Læs også
Loading...
Jeg har læst
Loading...
SponsorlinksAnnonce
TekstlinksAnnonce