Blade Runner - The final cut

BLADE RUNNER

- THE FINAL CUT

USA 1982/2007

Instruktion: Ridley Scott

1 time, 57 minutter

Uden undertekster.

Premiere i Imperial i København og Biocity i Århus


De flyvende biler har vi endnu til gode, selv om man i filmens univers færdes hjemmevant i dem allerede i 2019. Til gengæld ligner computerne noget fra ældre stenalder, ingen har tænkt på mobiltelefoner, og på hvert eneste kontor ryger de som skorstene.

Således var det også i 1982 svært at spå om fremtiden. I hvert fald på detailplanet.

For hvad der er nok så iøjnefaldende ved gensynet med Ridley Scotts mesterværk er, hvor meget profetisk der også er i dens historie om politimanden Deckard (Harrison Ford) og hans jagt på en gruppe rebelske ”replikanter”, efterligninger af mennesker, som næsten ikke er til at skelne fra os selv.

Det gælder både dens nattemørke, regnvåde skildring af en multikulturel storby, der er lige dele højteknologi og slum, dens genteknologiske forestillinger om kunstigt liv og dens grundlæggende overvejelser om, hvad det egentlig vil sige at erindre, have følelser og handle medmenneskeligt.

Hjem til det store lærred
Oprindelig blev ”Blade Runner” maltrakteret af filmselskabet, og i 1997 udkom en ”Director's Cut”-udgave, som Ridley Scott dog kun var indirekte involveret i, men hvor blandt andet slutningen var ændret radikalt. Den seneste udgave fra i fjor har den nu 70-årige engelske instruktør derimod selv styret helt, med en formidabelt digitalbehandlet lyd- og billedside til følge.

Herhjemme vises den kun kort tid, i kun to biografer og uden undertekster. Men det er ikke sandsynligt, at mange biografoplevelser i år vil kunne måle sig med den, og slet ikke i en kæmpebiograf som Imperial, hvor den hører hjemme.

Ganske vist er intrigen lidt spinkel, dialogen til tider stiv, myriaderne af symboler indimellem tågede - hvorfor skal Harrison Fords figur lige præcis være forbundet med en enhjørning? - og bortset fra den karismatiske Ford og hollandske Rutger Hauer i sit livs rolle som replikanternes leder spilles de fleste biroller mere som robotter, end godt er. Visuelt og lydmæssigt er filmen til gengæld af enestående visionær styrke, og såvel dens design som dens idéer har da også i de forløbne 26 år afstedkommet et hav af mere eller mindre inspirerede opfølgere.

Men dette er den ægte vare, én af vor tids mest ambitiøse og stilskabende film, og fremtiden har aldrig set hverken flottere eller mere dyster ud. Vogt Dem for efterligninger.