Anmeldelse: Transformers: Dark of the Moon

Transformers 3 - Transformers: Dark of the Moon

USA 2011

Instruktion: Michael Bay

2 timer og 30 min.

Premiere i dag over hele landet.

Den består mest af eksplosioner – gigantiske eksplosioner her og der, hele tiden og alle vegne. Nærmest Big Bang!

Og så er der lidt af en kærlighedshistorie, men den er fad og slap.

Hvad filmen handler om? Det er svært at sige – i hvert fald kort. Men det er noget med en kamp, der smadrer adskillige storbyer – i USA heldigvis, så vi er uden for risikozonen. Slagsmålet står mellem robotter, eller hvad de nu er, større og vildere end selv Goliat: De gode ”autobots” og de onde ”decepticons”.

Larm og spektakel

Begge parter ligner en hel bilkirkegård i bevægelse uden fartbegrænsning, men der er også andre særlinge: Små krablende væsner, der ser ud som fnuller, man kan feje op. Her er det bare levende; desuden snor der sig en slags slanger, en mellemting mellem brandslanger og bændelorm.

Kampen tager sin tid: To og en halv time, men føles dobbelt så lang. Faktisk kan man tage sig en lur undervejs, hvis man da ikke holdes vågen af larmen og spektaklet.

De digitale narrestreger er skrumlets hovedattraktion, men de trætter hurtigt, fordi bevægelserne er ens, repetitioner hele tiden, ligesom 3D-formatet ikke føjer noget til hverken spænding eller visuelle overraskelser.

Alle har fortjent bedre

Rundt omkring i alt det kaos kukkelurer der enkelte gode skuespillere: John Malkovich, der i finanskrisen siges at have tabt alt, hvad han ejer, og derfor tager, hvad han kan få, men han er altid skæv og fascinerende. Desuden John Turturro, der fortjener bedre. Det samme gør Frances McDormand.

Denne her – den mest brovtende i ”Transformer”-serien - er ikke for alle, slet ikke for undertegnede. Den er et forpustet, overdimensioneret videospil og som sådan mest for nørder, som ønskes god fornøjelse. Men selv de har fortjent bedre.