Anmeldelse:
Anmeldelse: 4 af 6
Artiklens emner:

Maskinerne kommer!

Science fiction reduceres ofte til tomt bulder og brag, men kan i gode tilfælde afføde relevante fremtidsrefleksioner. •”Gamer” er en mærkelig blanding af både tomhed og tanke.

Science Fiction

Gamer

USA, 2009

Instruktion: Mark Neveldine og Brian Taylor

1 time 35 min.

Premiere i dag i 15 biografer landet over

10 mennesker sætter sig ind i et fly, alle får udleveret en faldskærm, og alle hopper ud fra en meget stor højde. Kun ni faldskærme folder sig ud, en mand falder til jorden og dør. De overlevende ni får hver en million for deres indsats. Ingen vidste nemlig på forhånd, hvilken faldskærm der ikke ville virke.

Glemte jeg at nævne, at alt selvfølgelig bliver vist live på tv?

I kølvandet på reality-programmet ”Big Brother”, blev ovenstående programbeskrivelse (sandsynligvis ironisk) luftet som en idé til ”videreudvikling” af reality-konceptet. Det er heldigvis ikke set på skærmen, men ifølge ”Gamer” kan vi en nær fremtid opleve noget lignende i cyberspace.

Styr på et andet menneske


Forretningsmanden og magtmennesket Ken Castle (Michael C. Hall) har udviklet en ny verden, det såkaldte ”Society”. Her kan folk mod betaling få lov til at styre et andet, virkeligt menneske og føre det rundt i det hovedsagligt hedonistiske univers.

Man kan opfinde sig selv på ny, for eksempel har et kæmpe fedtbjerg mind control over en ung, langbenet lækkerbisken, Angie (Amber Valletta), og han kan få udlevet sine erotiske fantasier ved hjælp af kvinden, der uden selv at kunne gøre indsigelser i bogstaveligste forstand bliver røvpulet af ”Society”.

Castle har også introduceret spillet ”Slayers”. Her tilbydes livstidsfanger løsladelse, hvis de og deres spillere (altså dem, der styrer disse kriminelle) kan overleve 30 spil. Det er 30 gange krigszone, hvor sloganet lyder ”kill or be killed”, og helt usædvanligt er en af kæmperne ved at dræbe sig til frihed.

Kable (Gerard Butler) har nemlig en kone (Angie) og datter i den virkelige verden, som han vil ud til, og så har han også et regnskab at gøre op med Castle.

Tæt på videospil


Det er klassisk amerikansk, at det bliver det vrede individ, der tager kampen op mod overmagten og fungerer som frelserfigur. Sådan kunne man for eksempel se det i ”Gladiator”, og Butler ligner da også Russel Crowes gladiator, denne gang er arenaen for dødedansen dog ikke Colosseum, men den virtuelle verden.

Stilistisk ligger ”Gamer” meget tæt op af videospillets æstetik, og i de lange krigssekvenser kan man ikke lade være med at kede sig lidt, fordi det som med så meget andet er sjovere at deltage i end at se på.

Man kan heller ikke undgå at tænke på det mærkværdige tilløb til dobbeltmoral, når teknik-forskrækkelsen og -forelskelsen sådan går hånd i hånd.

Bekymring for fremtiden


Men når så spillet i filmen afbrydes af nærmest surreale indslag som Castles sangnummer ”I've Got You Under My Skin”, hvor soldater går fra musicaldans til voldskoreografi, så overrumples man alligevel af den genre-nytænkning, som instruktørerne Nevaldine og Taylor ufortrødent og originalt udsætter filmen for.

Symbolikken er ikke til at tage fejl af, især ikke når en stor, sort skurk synger til vores helt ”Der' ingen bånd, der binder mig” i modsætning til Kable, der ikke længere har kontrol over sit eget liv, han er en marionet i dukkeførerens greb. Men ”Gamer” er faktisk også et interessant bud på en fremtidsbekymring, sådan som man også så det i ”The Matrix”.

Det er 10 år siden, at Wachowski-brødrene væltede verden omkuld med den film.

Her var verden ikke, som den så ud, det, som den almindelige borger slentrede ubekymret rundt i, var i virkeligheden en computer-simulation, fordi en kunstig intelligens havde overtaget magten.

Maskinernes indflydelse


Maskinernes indflydelse på menneskelivet blev centralt, sådan som undergenren til science fiction, cyberpunk, foreskriver det. ”The Matrix” blev diskuteret i aviserne, i klasselokalerne og sågar i folkekirkelige studenterkredse.

Forestillingen om, at det sanselige ikke er andet end syntetiske oplevelser, satte refleksioner i gang, selv om medieforskeren Marshall McLuhan allerede i 1964 havde luftet sine bekymrede tanker om, at menneskets udslettelse nærmede sig med hastige skridt og ville foregå i det øjeblik, den teknologiske simulation af bevidstheden var mulig.

Selv om vi i dag er frygteligt afhængige af alt slags teknik for at få vores hverdagsliv til at hænge sammen, så har angsten for maskinernes overherredømme endnu ikke materialiseret sig.

Alligevel lever fremtidsfrygten i bedste velgående, og man behøver vist ikke være kulturpessimist for at ane, at afhængigheden af cyberspace kan føre til moralsk og kulturelt selvmord. Det er i hvert fald, hvad ”Gamer” hævder.

Anmeldelse: Ghost Rider: Spirit of Vengeance

23-02-2012: Med sin nyeste okkulte actionfilm lader Nicolas Cage nok en gang sin karrieren nå en hidtil uset bund. Læs artikel

Anmeldelse: Crank: High Voltage

01-07-2009: Forbløffende og fuldstændig vanvittig jagt på vild vold og syrede sexscener. Læs artikel

Anmeldelse: Battleship

14-04-2012: ”Battleship” er et miskmask af militær hvervekampagne og magtliderlig udstyrsforelskelse. Læs artikel

Anmeldelse: Cowboys & Aliens

31-08-2011: Titlen er inspireret, indpakningen er ferm, og stjernerne ser ud til at more sig. Men ideen med at lade rumvæsener invadere westernmiljøet lykkes ikke særlig overbevisende. Læs artikel

Anmeldelse: SUPER 8

28-07-2011: Steven Spielberg står bag en fortænkt, men stedvis charmerende stiløvelse, hvor ungdommelig filmentusiasme støder sammen med den larmende voksenverden. Læs artikel
 
Loading...
Læs også
Loading...
Mest læste på film.guide.dk
Loading...
Jeg har læst
Loading...