Anmeldelse: SUPER 8

Science fiction-film

SUPER 8

USA, 2011

Instruktion: J.J. Abrams

1 time 58 min.

Premiere i dag i biografer landet over

Seks teenagere er i færd med at lave en zombiefilm. Året er 1979, så det foregår på den smalfilm, der har givet filmen navn.

Replikkerne er håbløse, makeuppen ligeså. Specialeffekter er noget, som de kun kan drømme om.

Lige indtil et godstog bliver afsporet umiddelbart ved siden af dem. Så bliver man ellers mindet om, hvad det voksne Hollywood i dag kan præstere af kolossale effektnumre.

Det er endda kun begyndelsen, efterhånden som militæret spærrer lillebyen i Ohio af, hundene flygter, og folk begynder at forsvinde. I stigende grad begynder historien at opføre sig som, hvis Stephen King i sin tid havde skrevet manuskriptet til ”E.T.”.

Ånden fra dengang

På et plan er det en sart og vittig lille film om troskyldig ungdom, der bliver voksen. Producer Steven Spielbergs ånd fornægter sig ikke, og zombie-amatørismen er ramt lige på kornet.

For ældre tilskuere er tidsbilledet perfekt og fuldt af vittige detaljer. Filmnørder kan desuden muntre sig med at genkende indforståede hentydninger i en tæt trængsel.

Den ubudne gæst

Men samtidig får actioninstruktøren J.J. Abrams i den grad lejlighed for at spille med musklerne, i takt med at krisen spidser til, og man får mere og mere at se af den ubudne gæst, som militæret er ude efter. Gradvis bliver de nutidige monsterfilmklichéer mindst lige så store som dem, ungerne selv fumler med.

Ironi uden humor

Det er muligvis en pointe, men det bliver tillige problemet. Underfundigheden forsvinder simpelthen i bulder og brag og stigende tvivl hos tilskueren om, hvor ironisk alt det overfladiske rabalder nu egentlig er ment.

Dermed kommer ironien til at stikke meget dybere - og til gengæld ikke være nær så sjov, som den muligvis oprindelig var tænkt. Ikke engang, hvis det skulle være en kommentar til, hvor brutale og vulgært larmende mange af dagens Hollywood-produkter er.

Der er dog alligevel én grund til at se den til ende. For da den færdige zombiefilm til slut vises ved siden af rulleteksterne, kommer den alligevel i al sin amatøriskhed til at udstråle en kærlighed til at lave film, som ikke alverdens bulder og brag kan måle sig med.