Science fiction
Monsters
England, 2010
Instruktion: Gareth Edwards
1 time 33 minutter
Premiere i dag i Vester Vov Vov
Hvem er monstrene? De, der kommer udefra, eller de, der behandler dem og det fremmede som inficeret af ondskab? Det er den klassiske præmis for den britiske CGI-animator Gareth Edwards sci-fi-roadmovie ”Monsters”.
Aliens er flyttet ind i Mexico, og halvdelen af landet er derfor spærret af. Den monster-zone bliver Samantha og Sam nødt til at krydse for at komme hjem til deres ordnede tilværelse i USA igen. Deres rejse sammen bliver naturligvis ikke blot en opdagelsesrejse i det ydre, men også i det indre.
Edwards har skrevet, instrueret og fotograferet filmen selv, og man må tage hatten af for den energiske enmandshær og det ambitiøse projekt. Det adstadige tempo og den overraskende mangel på effektjageri taler til filmens fordel. Det samme gør den sitrende billedside. Men filmen lider under sin alt for tunge uoriginalitet.
”Monsters” er helt åbenlyst formet efter film som ”District 9” og ”The Road”.
Desuden grænser hovedkarakterernes øko-vækkelse til det selvgode og det humanistiske budskab til det platte.
Har du kommentarer til guide? Fortæl os hvad du syntes om guide.dk



