Kurator Paula Felix Didier fra filmmuseet i Buenos Aires præsenterer de genfundne scener fra Fritz Langs "Metropolis". Foto:AP/Eduardo Di Baia)
De gamle filmruller med de forsvundne scener blev fundet af to filmfans i et lille museumsarkiv i Argentina.
De manglende scener har længe været en gåde for filmhistorikere, og fundet vækker derfor stor glæde i filmverdenen. Rainer Rother, direktør for filmmuseet Deutsche Kinematik i Berlin, kalder det et sensationelt fund og pointerer, at et af filmhistoriens største værker nu kan ses med nye øjne.
De hidtil ukendte scener er dog kun blevet set af få eksperter i Berlin. Men eksperterne er enige om, at scenerne nuancerer handlingen og kaster nyt lys over filmen. Scenerne løser blandt andet det omdiskuterede mysterium om, hvorfor en af hovedpersonerne, Maria, i filmen bliver forvekslet med sin dobbeltgænger, en kvindelig robot.
“Metropolis” er instrueret af den tyske instruktør Fritz Lang og skildrer det mekaniserede samfund i den dystre futuristiske by Metropolis. Med sit kyniske science fictions-univers har filmen fungeret som stor inspirationskilde for senere klassikere som ”Star Wars” og ”Blade Runner”.
Filmen blev i sin tid forkortet af filmselskabet Paramount Pictures, som udgav filmen i USA. Paramount Pictures mente, at den originale film ville være uforståelig for det amerikanske publikum. Filmen dukkede efterfølgende op i en lang række versioner. Filmfolk har siden forsøgt at genskabe den originale film.
”Metropolis” havde premiere i maj 1927, men filmen blev ingen kommerciel succes, og den ruinerede næsten filmselskabet, som havde produceret den. Filmen blev dog siden en kæmpe succes og blev den første film i historien, der kom med på UNESCOs liste over verdens kulturarv.
Har du kommentarer til guide? Fortæl os hvad du syntes om guide.dk



