Tron legacy

TRON LEGACY

USA, 2010

Instruktion: Joseph Kosinski

2 timer 7 min.

Premiere i dag i biografer landet over

I en vis forstand er fortsættelsen til videospil-kultfilmen ”Tron” fra 1982 den foreløbige kulmination på årets 3D-bølge.

Ikke blot består den nemlig hovedsagelig af visuelle effekter dygtigt garneret med majestætisk pulserende computer- og orkestermusik fra den franske duo Daft Punk (der kan ses i et glimt som dj's).

Filmen selv handler heller ikke om meget andet end computereffekter. I en grad, så de menneskelige indslag snarere ligner noget, som er tilføjet for et syns skyld.

Den tynde og usammenhængende handling begynder, da den utilpassede it-milliardærsøn Sam modtager et signal, der synes at komme fra hans ellers forsvundne far. Det var ham, der i den gamle film blev opslugt af ét af datidens arkadespil, og så aner man jo nok, hvor han nu igen er blevet af.

Den gule fare

Snart er vor unge helt da også selv svuppet ind i cyberspace, hvor han bekæmper onde kræfter, redder gode væsener, springer ud fra høje bygninger og slås med elektroniske frisbees, motorcykler og kampfly. Heldigvis lyser de gode hvidt, mens de onde lyser gult, så det er nemt at følge med.

Hvilket illustrerer filmens grundproblem. Den er på samme tid rasende højteknologisk og buldrende banal.

Så lige så benovet, man jævnligt bliver over stilfuldheden i det opdaterede arkadespil-univers, lige så hurtigt kommer man også til at kede sig. Selv når actionscenerne går hurtigst, eller storbarmede duller i stramme uniformer skrider forbi.

Også - og ikke mindst - fordi den beskedne fortælling er alt for langtrukken. Og replikkerne så hjælpeløse i al deres halvkomiske lommefilosoferen, at det nærmest får de åndsbeslægtede ”Matrix”-film til at virke modne og intelligente.

Selv om det får sin egen ironi, at underholdningsgiganten Disney står bag en film, der foregiver at hylde elektronisk anarki og være kritisk over for magtfulde medieindustrier af Microsoft- og Apple-typen. Hvad der i øvrigt ikke forhindrer den i at reklamere for iPad.

Stjerne på standby

Bedre bliver det ikke af en håndfuld gennemferske skuespillere. For selv i en dobbeltrolle som både hippie og fascist overanstrenger stjernen Jeff Bridges sig mildest talt ikke (uanset at han ofte råber meget højt).

Garrett Hedlund som hans søn ligner helt i filmens syntetiske ånd en kloning af alle mulige andre storøjede Disney-helte. Mens nogen burde have forklaret Olivia Wilde, at fordi man spiller en slags robot, behøver det ikke virke fuldstændig mekanisk.

Kun englænderen Michael Sheen formår, i hvad der ligner en parodi på David Bowie årgang ca. 1975, at tilføre den ubehjælpsomt selvhøjtidelige film noget herligt overstyret humor. Havde den haft mere af det, kunne det være, at den også havde formået at underholde i stedet for blot at imponere.