Outsideren - med licens til at dræbe

Hvis man mangler et emne til den lette konversation efter en god middag, kan man altid spørge, hvem der er den rigtige James Bond.

Straks har alle en mening, især om hvem det ikke er, og lidt naivt forestiller man sig, at kun én af dem er rigtig. Sandheden er nærmere, at hvert årti har sin egen Bond, og at ingen skuespiller, selv uden alderspåvirkning, ville kunne klare 40 år som ideal-Bond.

Daniel Craig er god nok

Da Daniel Craig sidste år høstede anmelderroser, over hele verden, for sin første mission som agent 007 i "Casino Royale", var det samtidig en anerkendelse af hans troværdighed. Han er okay. Han er god nok. Han er James Bond ligenu.

Sean Connery

Sådan havde den "originale" Bond, Sean Connery, det faktisk lige fra starten.

Han var et oplagt valg alene på grund af hele sin fremtoning og selvom der var andre skuespillere med i kapløbet, blev Connery valgt uden den store dramatik og han indspillede sin første Bond film "Dr. No" i 1962.

Roger Moore

Roger Moore, som faktisk også var på tale i 1962, måtte kæmpe lidt mere for det. Stilen i 1972 var nu lidt mere charme og humor, som i "De uheldige helte", men mindre brutal og uden det rå killerinstinkt.

Først efter sin 3. film "Spionen der elskede mig" i 1977, blev Moore's Bond anerkendt af en ny generation og han kunne indspille yderligere 4 film i smokingen, uden nævneværdig konkurrence.

Pierce Brosnan

Pierce Brosnan er ofte omtalt som en slags klon mellem Connery og Moore. Han faldt også rigtigt godt ind i rollen, på et tidspunkt, hvor Bond var nede i en bølgedal efter Timothy Dalton.

Brosnan voksede også meget med opgaven, og selv frisuren var mere rå, da Brosnan til sidst indspillede "Die another Day".

Men sådan var det ikke for de 2 andre

Timothy Dalton

Timothy Dalton kæmpede en del med rollen sidst i firserne, men fik aldrig lagt sin Shakespeare fortid bag sig. Han havde charme og dybde, men han blev aldrig troværdig som dræber, og det skal James Bond være. Han var den bløde Bond og det holdt ikke rigtigt vand i en tid, hvor actionfilmene blev mere og mere rå og brutale.

George Lazenby

Men værst har det, uden tvivl, været for George Lazenby der i 1968 spillede James Bond i "I Hendes Majestæts hemmelige tjeneste".

Den tidligere fotomodel fra Australien er mange gange siden blevet betegnet som "den forkerte James Bond". Han har måttet stå model til andet og mere end strikkeopskrifter og han har måttet se sig selv nævnt i enhver 007 sammenhæng som manden der aldrig skulle have haft rollen.

Han er blevet kaldt forkert, fejl-castet, fimset, uduelig og det der er værre. I fankredse er det nærmest blevet tradition at udfylde pauserne i de øvrige Bond samtaler med spørgsmålet om, hvordan verden ville have set ud, hvis Sean Connery, eller for den sags skyld Cary Grant havde indspillet den berømte film "I Hendes Majestæts hemmelige tjeneste".

Men sandheden er, at Lazenby slet ikke var så dårlig som sit rygte.

I kæmpens fodspor

George Lazenby fik overrakt bøjlen med smokingen, og det verdensberømte licensnummer, på et tidspunkt i James Bond film historien, hvor verden kun havde set Sean Connery.

Sean havde gjort 007 til verdens mest berømte hemmelige agent.

Han havde givet rollen alle de kvaliteter der kunne hives ud af skotsk charme og rå maskulinitet. Han havde givet menigmand en lille, omend fantasifuld, idé om, hvad den kolde krig egentlig var for en størrelse.

Han havde sågar gjort det legalt at slå ihjel i en god sags tjeneste, og alt det havde han gjort med tidens smukkeste kvinder på slæb og et aldrig tøvende, forførende glimt i de brune øjne. Sean's macho-Bond var indbegrebet af alt det drenge og mænd ville være - og det kvinder ville have.

Playboy Magazine var meget hurtige til at se Sean's brede appeal og Bond/Connery figuren optrådte i alt fra whisky reklamer til artikler om Bonds piger. Sean Connery VAR Bond.

Bond i krise

På det tidspunkt, hvor Sean første gang lagde sin Walther PPK på hylden, var filmene inde i en mindre krise. Ikke så meget på grund af svigtende omsætning, de høvlede nemlig penge ind, men den foregående film "You only live twice" fra 1967 var i billetlugerne blevet slået af den uofficielle Bond-film "Casino Royale" fra samme år.

Det var oppe i tiden at lave parodier der gjorde tykt grin med de klassiske agentfilm, og "Casino Royale" var så stjernespækket og vild i varmen, at den skulle ses. At den også var en gang bras er kun en parantes i flmhistorien idag - og i 1967 var det fløjtende ligegyldigt.

Kun Bond manglede

Producenterne af de officielle Bond-film, Albert Broccoli & Harry Saltzman, stod altså med den perfekt smurte James Bond-filmmaskine som kunne producere en hvilken som helst idé og et hvilket som helst stunt. De havde bare ikke nogen James Bond.

Mange skuespillere var på tale, mange blev prøvefilmet og alle havde en mening om hvem det skulle være. Men valget faldt på George Lazenby - en Australsk fotomodel uden skuespilerfaring.

Han havde ganske vist indspillet et par reklamefilm, men egentlige spillefilm havde han ikke prøvet. Kun de færreste gav ham en chance, da han lagde billet ind på Bond, så da han faktisk fik rollen var mange kritikere ved at få teen i den gale hals.

Overbevisende

Men alle der kritiserede hans indsats gik galt i byen. Han var blevet prøvefilmet flere gange og han virkede overbevisende, både når han bedårede kvinderne og når han tævede en stuntmand. De folk, der producerede Bond, var overbevist. George Lazenby havde kvaliteterne.

Så overbevisende var han faktisk, at United Artists også troede fuldt og fast på ham med henblik på det store amerikanske marked. Så selvom George Lazenby oprindeligt havde tilbudt sig selv til rollen, kan man ikke ligefrem sige, at han var kommet let til den.

Gjorde hvad han kunne

George Lazenby gjorde hvad han kunne, og mere til. Han filmede under vanskelige forhold i sne og kulde, lavede flere af sine egne stunts og måtte under selve indspilningen bruge meget tid på at finde sin karakter og instruere sig selv, da filmens egentlige instruktør, Peter Hunt, altid havde travlt alle mulige andre steder.

Peter Hunt har senere sagt, at det var med fuldt overlæg fordi han mente det var den rette måde at motivere en ikke-skuespiller på...

Han var god, rigtig god

Filmen blev en klassiker i serien. Masser af action med skijagterne som de absolutte højdepunkter. Filmfotografen, der filmede de imponerende skiture, hang bogstaveligt talt i en specialfremstillet anordning under en helikopter, så han kunne filme hele vejen rundt!.

En stribe af verdens smukkeste kvinder, heriblandt "vores egen" Julie Ege som den skandinaviske pige, forsamlet i det runde hotel "Piz Gloria" i de schweiziske alper - vaskeægte Bond-Bond land.

Ærkeskurken Blofeld, spillet af Telly "Kojak" Savalas, med vanlig trang til verdensherredømme, en ny model Aston Martin, model DBS for de interesserede, og en handling med nogle af de mest tårepersende scener i Bond historien.

Bond blev gift

Bond bliver gift i denne film, af kærlighed vel at mærke, og ikke, som i forgængeren "Du lever kun 2 gange" af praktiske grunde. Men hvad man end mente om hans smukke kone Tracy, spillet af Diana Rigg, så kunne 007 ikke være en gift mand.

De fremtidige film ville aldrig kunne bære, hvis Bond pludselig skulle skifte bleer, forlade jobbet til tiden for at hente børn eller ordne have og køre grene på containerpladsen i en Aston Martin med barnestol, Disney solskærme i vinduerne og en Brenderup trailer på slæb.

Han kunne ikke vade hen til alverdens bartendere, bestille sin shakede Martini og fortsætte med ordene "Mit navn er Bond, min kone forstår mig ikke...". Det var bare utænkeligt.

Tracy slået ihjel

Så man var nødt til at slå Tracy ihjel. Eller rettere: Man fik filmens skurk til det. Det kunne være foregået meget banalt, og have udløst en Hollywoodagtig hævnaktion fra enke-agent manden som, med had i øjnene og en maskinpistol i hver hånd, udraderede hele fjendelinien i bedste Rambo-stil.

Men Bond producenterne vidste heldigvis bedre. Filmens sidste scene hiver i tårekanalerne og George Lazenby's spil er fantastisk. Intet mindre. Siddende med sin døde hustru i sine arme kysser han hendes hånd og siger de bevingede ord:

"We have all the time in the world".

Sandheden er, at denne scene stadig holder vand den dag idag. Og det var der ingen af de andre Bond'er der kunne have gjort bedre.

Det, der ikke blev sagt

Mere end hver anden person i den vestlige verden har, ifølge statistikken, set en James Bond film, og så er den tidligere østblok endda talt med.

En af forklaringerne på den globale succes er de mange facetter disse film har. Det er kvalitetesfilm med humor, action, erotik og grimme skurke der drømmer om verdensherredømme. Det er enhver drengs drømmeeventyr der tager sin begyndelse når lyset slukkes i salen og de berømte hvide prikker går tværs over scenen til John Barry's berømte musik.

Traditionerne

Og de mange detaljer som efterhånden er tradition.

For eksempel de berømte one-liners, Bond's berømte kvikke bemærkninger som altid rammer lige i plet.

Dem kan man nævne en perlerække af, men netop som man tror man kan forudsige Bond, bli'r han pludselig uforudsigelig alligevel, uden at bryde med traditionerne.

Et godt eksempel er en replik der ikke blev sagt i filmen Moonraker (som var væsentligt ringere end Lazenbys film).

Bond er blevet spændt fast i en løbsk G-maskine som slynger ham rundt og rundt med stadig højere fart. Roger Moore får med største besvær stoppet maskinen med Q's raket-armbåndsur og i næste scene ser vi 007 stige ud af maskinen, tydeligt groggy med ben som spaghetti, og den tililende assistent spørger hvordan han har det.

Her kunne 007 være kommet med mange småfinurlige kvikke bemærkninger.

Ingen kvikke bemærkninger

Han kunne have svaret: "Stirred, but not shaken..." eller : "Har I andre sjove forlystelser?". Men heldigvis er der meget dygtige folk bag Bond, så han svarede ganske enkelt - ingenting.

Roger Moore's forpinte ansigtsudtryk og hans eminente spil sagde alt, hans værdighed var 100 pct. intakt. Den manglende one-liner i denne scene står som et diskret, dramaturgisk højdepunkt i Bond filmene. Et bevis på, at producenterne aldrig har valgt den oplagte løsning for enhver pris.

Således heller ikke i tilfældet George Lazenby.

De valgte rigtigt, også dengang.

Og han gjorde det virkelig godt.