Anmeldelse: Justin Bieber: Never Say Never

Justin Bieber: Never Say Never

USA, 2011

Instruktion: Jon Chu

1 time og 45 minutter

Premiere i dag i Palads, Falkoner Biografen og CinemaxX i København samt i en lang række biografer landet over

Den kritiske dokumentarisme har spillet fallit, når det kommer til horder og atter horder af kåde, togskinnebelagte præ-teenagepiger, der falder i svime over, hvad der er blevet kaldt YouTube-generationens første stjerne, Justin Bieber.

Klinger navnet Justin Bieber underligt ubekendt, er man i samme situation som undertegnede var blot få uger før visningen af denne film. Men konverteret ’belieber’, som hans fans kaldes, eller ej, er det ikke for sent at overgive sig til denne hormonpumpede ungdomssensation. For naturligvis er man skeptisk over for en så yndig knægt, der er blevet badet i kærlighed hele sit liv og oven i købet unægteligt har talent. Kan noget så renskuret og tøseappellerende overhovedet være godt?

Men smittende er den, The Bieber Fever, og den har givet den glitrende 17-årige megastjerne flere end otte mio. fans på facebook og fået hans hit ”Baby” spillet på YouTube 260 mio. gange. Det er tydeligt, at historien om Justin Bieber har alt. Opvokset i hjemmevideokulturen kan filmen præsentere optagelser af den purunge Justin, der som bare tre-årig har et ubetvivleligt musikalsk talent, og hans mor, der fik ham som teenager, er lige så bundsympatisk som bedsteforældrene. Det er ren candyfloss.

Men mens man velvilligt overgiver sig til fænomenet Justin Bieber, er det lidt sværere helhjertet at se gennem fingre med filmens åbenlyse problemer. For instruktør Jon Chu aer i en sådan grad historien med hårene, at det næsten kommer til at ligne et to timer langt reklamespot på MTV. Man har forsøgt at sætte historien i en lidt kunstig ramme, der peger frem mod Biebers store koncert i Madison Square Garden på Manhattan, men det er et fattigt skalkeskjul for en film, der tydeligvis bare vil hylde den unge stjerne – og det er jo egentlig også fint nok.