Hele Monty Python-holdet bortset fra afdøde Graham Chapman fotograferet sammen i 2005. Nu skal holdet igen samles - dog uden John Cleese. Arkivfoto: AP
40 års jubilæet bliver fejret med en musicalopsætning af filmen ”Life of Brian”, som netavisen Times Online netop har kåret til verdens mest kontroversielle film nogensinde.
Fire af de oprindelige seks stjerner medvirker i musicalen, som har fået titlen ”Not The Messiah (He’s a Very Naughty Boy)”.
Ifølge BBC News deltager John Cleese dog ikke i den europæiske premiere på musicalen i Royal Albert Hall den 23. oktober. Det samme gælder for det sjette medlem Graham Chapman, som døde i 1989.
Eric Idle, Terry Gilliam, Michael Palin og Terry Jones medvirker dog alle i showet.
”Det er sjældent, at man får mulighed for at te sig fjollet på en stor scene. Showet byder på alt lige Händel og en uartig Mozart til Bob Dylan og selvfølgelig den klassiske afslutning ’Always Look On The Bright Side of Life’,” udtaler Idle, der sammen med komponisten John Du Prez har skrevet musicalen, til BBC News.
Monty Python blev sidst genforenet, da de stillede op til et on-stage interview i 1998. De optog derudover en række nye sketcher til den engelske tv-kanal BBC i 1999, men var dog ikke alle samlet på samme tid.
Udover musicalen bliver Monty Python også hyldet med en ny dokumentarserie i seks afsnit, som bliver udgivet på dvd senere på året. Dokumentaren bærer titlen “Monty Python: Almost The Truth (The Lawyer’s Cut)”.
“Det er en dokumentar, som jeg altid har ønsket at lave. Den er så gennemført og så troværdig i forhold til sandheden, at jeg ikke en gang behøver at se den,” fortæller Jones til BBC News.
Monty Python slog deres navn fast internationalt i 1960’erne og 1970’erne, hvor de blev berømt for deres surrealistiske og absurde sketcher.
Monty Pythons film
“Monty Python: Livet ifølge Python” fra 1971
”Monty Python og De Skøre Riddere” fra 1975
”Life of Brian” fra 1979
”The Meaning of Life” fra 1983
Har du kommentarer til guide? Fortæl os hvad du syntes om guide.dk



