Foto: AP
”Mamma Mia!”, der genopliver ABBA’s mange klassikere, er den første DVD til at runde fem millioner solgte eksemplarer i Storbritannien.
Filmen blev den bedst sælgende DVD i Storbritannien i 2008, og der var langt ned til dens nærmeste rival ”The Dark Knight”, som solgte halvanden million eksemplarer.
”Mamma Mia!” overhaler ”Pirates Of The Caribbean 1: Den Sorte Forbandelse”, der havde premiere i 2003 og siden har solgt 4,7 millioner eksemplarer. På tredje- og fjerdepladsen ligger Ringenes Herre-filmene ”Eventyret om ringen” og ”De to tårne”.
”Mamma Mia!” blev den hurtigst sælgende DVD nogensinde, da den blev udgivet i Storbritannien i midten af november.
”Filmen har lige siden, den blev udgivet, sat adskillige rekorder. Den seneste milepæl underbygger filmens popularitet og slår fast, at filmen er englændernes absolutte favorit DVD,” udtaler Martin Talbot, formand for The Official Charts Company, til BBC News.
Filmens soundtrack har også høstet stor succes og har solgt en million eksemplarer, hvorved den kan bryste sig af at være det bedst sælgende soundtrack i England i 2008.
”Mamma Mia” havde dansk premiere den 11. juli og har til dato indtjent mere end tre milliarder kroner på verdensplan. Filmen er instrueret af den engelske teaterinstruktør Phyllida Lloyd, og rollelisten tæller filmstjerner som Meryl Streep og Pierce Brosnan.
Har du kommentarer til guide? Fortæl os hvad du syntes om guide.dk



