Artiklens emner:

Nyhed: En superstjerne ved navn Mikkelsen

En lille smule held er der nok også blandet i succesen, mener Mads Mikkelsen, der arbejder hårdt på både den danske og den internationale filmscene.

Man skal ikke tro på alt, hvad man læser.

I hvert fald bryder Mads Mikkelsen ud i et grin, da han får at vide, at han på verdens største filmhjemmeside, imdb.com, er linket til filmen ”I sandhedens tjeneste”, en film om Se og Hør, der angiveligt skal instrueres af Casper Christensen med Mikkelsen i rollen som Henrik Qvortrup.

Det har ikke noget på sig.

Men tanken er slet ikke så dum endda, for Mads Mikkelsen udtalte i 2006 til filmmagasinet Ekko, at han ville give Qvortrup bank, hvis han mødte ham.

Invasion af Mikkelsens liv



Filmen kunne altså være en - godt nok noget bastant - hævn på sladderpressens invasion af Mikkelsens liv.

I dag er den 44-årige skuespiller langt mere diplomatisk i sine udtalelser om pressen, måske fordi han efter flere udenlandske filmprojekter har fået lov til at tale mere om sit arbejde end om sit privatliv. Og det er en lettelse for skuespilleren:

»Den danske presse forholder sig til danske skuespillere, som om de ejer dem, og lider under den forestilling, at derfor skal skuespillerne fortælle alt om sig selv. Men i det øjeblik, man tager til udlandet for at lave film, så er det dét, man taler om, og det er dejligt. Det er jo arbejdet, det handler om.«

Hed affære med Coco Chanel

Denne gang handler det så om den franske film "Coco Chanel og Igor Stravinsky", der har premiere herhjemme torsdag.

Læs JP's anmeldelse af filmen her.

I filmen spiller Mads Mikkelsen den russiske komponist Stravinsky, der forelsker sig hovedkulds i den kølige designer Coco Chanel, der bliver mæcen for komponisten.

Han flytter med sin familie ind i hendes hus for at få ro til at arbejde, men freden afløses hurtigt af følelsesmæssig tumult, da de to kunstnere indleder en hed affære.

Fransk og russisk


Da Mads Mikkelsen blev tilbudt rollen som Igor Stravinsky, var det på tale, at filmen skulle indspilles på engelsk.

Men det syntes Mikkelsen var noget pjat. Den foregår i 1920'erne i Paris, og der talte nærmest ingen engelsk, og når den nu handlede om en fransk designer og en russisk komponist, ja, så måtte det være fransk og russisk, der var filmens talte sprog.

Men Mikkelsen foreslog også instruktøren, at han skulle forsøge at finde en anden skuespiller, helt oplagt en russer, der kunne noget fransk.

Det ville instruktøren, den hollandske Jan Kounen, ikke.

Mikkelsen var motivationen

At Mads Mikkelsen var på rollelisten, var nemlig en tungtvejende grund til, at Kounen havde sagt ja til projektet.

Pludselig skulle skuespilleren altså lære, ikke bare at spille klaver, men også at tale russisk og fransk. Og det noget hurtigere end forventet.

"Jeg kunne en lille smule fransk, men det er 25 år siden, jeg havde det i skolen, så det skulle støves af. Til gengæld havde jeg intet forhold til russisk og intet forhold til at spille klaver.

Derfor bad jeg om at få tre måneder til at lære det. Så skete der bare det, at filmen blev rykket frem, og det endte derfor med, jeg kun fik to ugers forberedelse. Det blev til nogle sene nattetimer, hvor mine naboer var ved at blive sindssyge over, at jeg blev ved med at spille det samme igen og igen. Jeg var i gang hele tiden, og jeg nåede ikke engang at blive stresset, for det var jeg simpelt hen for træt til!«

Den dobbelte natur

På trods af de lange og hårde arbejdsdage var det tilfredsstillende at spille Igor Stravinsky for Mikkelsen, der er betaget af den disciplinerede komponist, hvis musik han i øvrigt elsker. Især Stravinskys dobbelte natur fascinerer ham:

»Hans musik var i oprør med tiden, men han forsøgte til forskel fra så mange andre ikke at være i modsætning, han havde ikke i sinde at være oprører, og han blev jo reelt overrasket over, at folk ikke syntes, hans musik var genial.

På en mærkelig måde var det kunstnerens indre nødvendighed, han var drevet af. Han var jo heller ikke den klassiske kunstner, vi alle har et billede af - ham, der sidder ludfattig på et hotelværelse og drikker sig hønestiv, hvorefter der kommer noget genialt. Han var en mand, der stod op klokken syv om morgenen, lavede gymnastik og så satte sig ned og arbejdede i otte timer, og så gik han tilbage til sin familie. Helt modsat af, hvad man forestiller sig, og det synes jeg er superskønt.«

Disciplin?



Har du den samme disciplin?

»Nej, ikke helt. Jeg tror heller ikke, jeg går under betegnelsen ”skabende kunstner”, men ”udøvende kunstner”, og vi har altid fået lov til at være lidt mere flamboyante,« smiler Mikkelsen skævt.

»Men jeg kan da være disciplineret samtidig med, at jeg er god til at lade nogle kanaler stå åbne. Så jeg er modtagelig for, hvis der skulle ske noget, jeg ikke havde set komme. Det bliver man nødt til for ikke at blive en skakbrik. Det har vist aldrig været mit mellemnavn. Det ved folk, der arbejder med mig godt, og de, der holder sig væk, synes måske, jeg er lidt for lidt en skakbrik,« mener han.

Samarbejde



Er du svær at arbejde sammen med?


»Nej, det tror jeg ikke - jeg tror, jeg er super fed. Der er i hvert fald nogle, der har tilbudt mig roller mere end én gang. Jeg tror måske, jeg er besværlig på den måde, at jeg insisterer på at blive overbevist, hvis jeg ikke er enig med instruktionen.

Jeg går aldrig på kompromis, men jeg vil godt give mig, hvis der kommer en logisk eller følelsesmæssig forklaring på, hvorfor tingene skal være, som de skal. Men er der ikke nogen, og jeg ved, det er en populistisk strategi, der lægges ned over filmen, så vil jeg arbejde imod med hud og hår.«

Skotsk prøvelse

En af dem, der må være god til at tackle Mads Mikkelsen, er instruktøren Nicolas Winding Refn. Han stod bag Mikkelsens filmdebut ”Pusher” (1996), der blev startskuddet på skuespillerens karriere, og de har siden arbejdet sammen på de to sidste film i Pusher-trilogien samt "Bleeder" (1999).

Den 31. marts er der premiere på filmen ”Valhalla Rising”, hvor de to har forenet deres kræfter endnu en gang. Det er en voldsom vikingefilm med Mikkelsen i hovedrollen som den enøjede kriger One Eye, der skal kæmpe med både indre og ydre fjender for at finde sig selv.

Optaget i frostvejr

Filmen blev optaget i Skotland, lige før Mikkelsen skulle optage ”Coco Chanel og Igor Stravinsky”, og det var noget af en prøvelse.

"Vi optog i minus 4 grader uden særligt meget tøj, ja, alle de andre havde selvfølgelig overlevelsesdragter på, men ikke mig. Det vrimlede med myg, og vi skulle leve af skotsk mad ? Det var en rigtig hård omgang.

Der måtte jeg lige tjekke mit sygesikringsbevis en gang imellem og konstatere, at jeg faktisk var blevet over 40 år. Da glædede jeg mig virkelig meget til at skulle ned i en fransk salon og drikke te og sige en monolog. Men det viste sig jo så bare at være endnu hårdere," siger Mikkelsen.

Dansk superstjerne

Flid og hårdt arbejde skal der til, hvis projekterne skal lykkes. Men held og talent må også gå hånd i hånd, hvis man skal bryde igennem i udenlandske film.

»Hvis det kun havde været held, der havde banet vejen for min internationale karriere, så havde det nok været slut for længe siden. Det hænger vel sådan sammen, at jeg laver noget, folk er interesseret i.«

Og folk er vitterligt interesserede i Mads Mikkelsen. Både som sexsymbol og som seriøs skuespiller. Han er det tætteste, vi kommer på en dansk superstjerne, og han har i høj grad opnået den titel gennem sin succes i dansk film.

Imponeret over talentet



Instruktøren Jan Kounen nævner for eksempel, at da han havde set ”Adams æbler” og ”Efter brylluppet”, var han så imponeret over Mikkelsens talent, at han med det samme vidste, at Mikkelsen var født til rollen som Stravinsky. Og det var Mads Mikkelsens præstation i dogmefilmen ”Elsker dig for evigt”, hvor han spiller en utro ægtemand, der bragte ham rollen som Le Chiffre i James Bond-filmen ”Casino Royale”.

»Det var jeg meget overrasket over, men det var en af Barbara Broccolis (filmens producer, red.) absolutte yndlingsfilm. Man kan ellers ikke sige, at det var en specielt skurkagtig rolle, jeg havde i den film,« smiler han.

Cadeau til dansk film

Han ved godt, at rollen i ”Casino Royale” (2006) har gjort ham til et kendt ansigt i internationale filmkredse, men han insisterer på, at det er dansk film, der har banet vejen for ham og de andre danske skuespillere som Jesper Christensen, Nikolai Lie Kaas og Thure Lindhardt, der har arbejdet i udlandet.

Selvom man åbenbart ikke skal tro alt, hvad der står på filmhjemmesiden imdb.com, så beskrives han der som ”synonym med dansk films store succes fra midten af 1990'erne”.

Til det bemærker han, at det sandsynligvis ikke er en dansker, der har skrevet det. Det kan godt lyde, som om Mads Mikkelsen er ganske godt tilfreds med at være blevet en karrieremæssig udenlandsdansker.

Og det bliver ikke i en dansk film om Se og Hør, vi kommer til at se ham lige foreløbig.

Clash of the Titans



Sidste år afsluttede han indspilningerne til Hollywood-braget ”Clash of the Titans”, en genindspilning af gudeeposet og eventyrfilmen fra 1981, og han er sat i forbindelse med endnu en international produktion, filmen "Clean Out", der også har svenske Noomi Rapace, der spillede Lisbeth Salander i Stieg Larssons Millenium-trilogi, på rollelisten.

Og Mads Mikkelsen ved godt, at hans karriere er ved at blive noget helt særligt:

»Når man går ind på et set for at indspille en scene, der varer halvandet minut, og som koster det samme som otte danske spillefilm, så ved man godt, at det er stort, det man laver.«

Mads Mikkelsen

Mads Dittmann Mikkelsen

  • Født 22. november 1965.
  • Bror til skuespiller Lars Mikkelsen.
  • Var oprindeligt danser.
  • Uddannet på Århus Teaterskole i 1996.
  • Gift medkoreografen Hanne Jacobsen. De bor i Hellerup og har sammen to børn, Viola og Carl.

Højdepunkter

Mads Mikkelsen har bl.a. medvirket i:

Udenlandske film:

  • Torremolinos 73 (2003)
  • King Arthur (2004)
  • Exit (2006)
  • Casino Royale (2006)
  • Coco Chanel og Igor Stravinsky (2009)
  • Die Tür (2009)
  • Valhalla Rising (2009)
  • Clash of the Titans (2010)

Danske film:

  • Blinkende lygter (2000)
  • Elsker dig for evigt (2002)
  • Pusher II (2004)
  • Efter brylluppet (2006)
  • Flammen og Citronen (2008)

Nyhed: Mads Mikkelsen-film vises i USA

16-09-2009: Nicolas Winding Refns vikingedrama "Valhalla Rising" med Mads Mikkelsen i hovedrollen er netop blevet solgt til distribution i USA. Læs artikel

Nyhed: Dirch Passers liv bliver filmatiseret

10-08-2010: Tanken er ikke ny, men nu er det en realitet: Nikolaj Lie Kaas kan om et år opleves som den store komiker. Læs artikel

Anmeldelse: Valhalla Rising

30-03-2010: ”Valhalla Rising” har en visuel magt, der besætter bevidstheden som et trip til en fjern, fjern tid. Mads Mikkelsen har hovedrollen uden at mæle et eneste ord. Læs artikel

Nyhed: von Trier vandt - men hvor var han?

21-03-2010: Lars von Triers "Antichrist" blev den største prissluger ved en Bodilfest, hvor prisvinderne blev væk. Læs artikel

Nyhed: Nils Malmros får Dreyer Prisen 2010

27-01-2010: En stumfilm, der blev optaget i 1928, er det historiske omdrejningspunkt for begivenheden, når instruktøren Nils Malmros på tirsdag møder op i Filmhuset i København for at modtage Carl Th. Dreyer Prisen 2010. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste på film.guide.dk
Loading...
Jeg har læst
Loading...