Filmkomedie
Tømmermænd i Thailand
USA, 2011
Instruktion: Todd Phillips
1 time 42 min.
Premiere i dag i biografer landet over
Instruktøren Todd Phillips, der står bag film som ”Road Trip”(2000) og ”Starsky & Hutch” (2004), har tydeligvis en forkærlighed for at portrættere fællesskabet mellem mænd. Og det er ikke altid, at det billede, som han tegner, er specielt flatterende. Eller for den sags skyld morsomt.
Men da han i 2009 præsenterede ”Tømmermænd i Vegas”, så det ud, som om han havde fundet den rigtige opskrift på sin komedieform, der består af lige dele absurde optrin, rungende platheder og ærlig komik.
Filmen gik rent ind hos publikum og vandt også en Golden Globe som den bedste komedie.
Det er ingen overraskelse, at den succes udnyttes til at spytte endnu et kapitel ud om tre venners vanvids-ridt gennem en hullet hukommelse efter en polterabend. Handlingen er flyttet til et sted, hvor amerikanerne er på udebane, så forviklingerne og forvirringerne blev mere oplagte.
Filmen har ført vennerne Phil (Bradley Cooper), Stu (Ed Helms), Doug (Justin Bartha) og Alan (Zach Galifianakis) til Bangkok, hvor Stu skal giftes med Lauren (Jamie Chung). Stu vil belært af første films polterabend-katastrofe bare nyde en alkoholfri brunch med sine venner, men i Thailand sker det igen.
Phil, Stu og Alan vågner i en ukendt, smadret lejlighed uden nogen form for erindringer om, hvad der er sket natten før. Den regelrette Doug, som vennerne mistede i den første film, er heller ikke denne gang med på ballade. Det er til gengæld Laurens 16-årige lillebror, Teddy, men han er forsvundet og det eneste spor, han har efterladt sig, er en afhugget finger. Sin egen.
Så begynder den lækre, den kiksede og den virkelig mærkværdige mands tilbagespoling af nattens begivenheder. De skal finde Teddy, så Stu kan blive gift.
I modsætning til Vegas-tømmermændene, så er temaet ikke længere frygten for ægteskabet, der angiveligt suger al frihed ud af drengerøvenes fællesskab. Det handler i højere grad om glæden ved usandsynlige venskaber og trangen til at fyre den af, som ikke nødvendigvis forsvinder det øjeblik, en ring placeres på fingeren.
”Tømmermænd i Thailand” er selvfølgelig allermest en stor gang fjollede gags. Det bliver momentvis så morsomt, at tårerne triller. Især har Ed Helms en særlig evne til at hvine, vride og vræle sig gennem scener på, der er ubetalelige.
Cooper som lækkerlasen får til gengæld ikke mange tangenter at spille på, mens Galifianakis, en amerikansk udgave af Anders Lund Madsen, nok skal til at udvide sit fysiske spil en del, hvis han skal blive ved med at være morsom.
Mike Tyson leverer måske en af filmens mest tåkrummende morsomme optrædener, selvom det vist mest er ufrivilligt. Og sådan er man i overvejende underholdende selskab med vennerne, tømmermændene og Thailand.
Har du kommentarer til guide? Fortæl os hvad du syntes om guide.dk



