Anmeldelse: Sandheden om mænd

Sandheden om mænd

Danmark, 2010

Instruktion: Nikolaj Arcel

1 time 36 min.

Premiere i dag i biografer landet over

»Hvis dit liv var en film, ville du så ... se den?«

Således spørger retorisk en foregøglet, pelsklædt kunstnertype i den film i filmen, som hovedpersonen i ”Sandheden om mænd” foregiver at være ved at lave.

Og netop liv og film bliver de gennemgående temaer i Nikolaj Arcels nye filmisk selvtematiserende dramakomedie.

Mads (Thure Lindhardt med apatisk, selvmedlidende fjæs) har just købt hus sammen med kæresten Marie (en som altid knuselskelig Tuva Novotny), men han ved ikke rigtigt hvorfor.

Han ved heller ikke, hvorfor de i konfliktskyhedens magelige navn har været sammen i 10 år, eller hvorfor han arbejder som repliksnedker på en latterlig tv-serie, når han kunne lave vildt ambitiøse, kunstneriske projekter i eget navn.

Ud af koma

I det hele taget er Mads gået i stå og kunne for så vidt ligeså godt ligge i koma som vennen Jonas, da han på ingen måde har nået at udleve alle de drømme, han havde om livet som ung. Hans liv er så langt fra den fucking guitarsolo, som det burde være. Derfor tager han det drastiske valg af gå fra kæreste og hjem for endelig at blive den mand, han mener at have potentialet til at blive.

Flankeret af de fadølsdrikkende gymnasievenner, Louise og Peter (desværre lidt tunge sidekicks spillet af Signe Egholm Olsen og Henning Valin), skal Mads nu til at redefinere sig selv, men som manuskriptarbejdet har lært ham, så er det svært at bryde med vante mønstre for ikke at tale om at undslippe sig selv.

For hvordan finder man sig en ung, hip kæreste, som vil noget med kunst og sorte regnbuer, som idealet var i gymnasiet, når man selv er en 34-årig stivstikker i cardigan? Og hvis man finder det, er det så lykken, bare fordi man drømte om det 17 år tidligere?

Med stor tæft

Arcel har for længst markeret sig som en instruktør med stor genretæft, og ligeså sikkert som han skar den politiske thriller med ”Kongekabale” (2004), ligeså fermt jonglerer han med dramakomediens kodeks.

At han oven i købet via Mads' karriere som manuskriptforfatter kombinerer det med et udtalt fokus på en filmisk struktur, gør kun det hele endnu sjovere. Filmen indeholder ubetalelige scener, fra hvad der skal forestille at være Mads' tidligere filmproduktion.

Titlens credo gennemsyrer også filmen, og den rummer da også - forestiller man sig som kvindelig tilskuer - en hel del sandheder om mænd, og måske heller ikke så få om kvinder.

Den garvede Rasmus Heisterberg har skrevet manuskript sammen med Arcel, og det er i replikkerne og ikke mindst i Mads' indre monolog, at filmen virkelig lever.

Dog gennemskuer man hurtigt både form og indhold, så overraskelsespotentialet ligger på et lille sted, men det ændrer ikke på, at filmen om Mads' liv i hvert fald er blevet en film, man godt gider at se.