Anmeldelse: New Year's Eve

Komedie

New Year's Eve

USA, 2012

Instruktion: Garry Marshall

1 time 58 min.

Premiere i dag i biografer landet over

På film er New York blandt meget andet blevet angrebet af kæmpemonstre, rumvæsener og flodbølger. Nu kan millionbyen også ses pakket ind i åndeligt sukkervat.

Vi er i afdelingen for sødladne romantiske komedier, der ligesom visse andre genrer har det handicap, at man altid ved nøjagtig, hvad de ender med. Den relative kvalitet afhænger kun af, hvor mere eller mindre entusiastisk og uforudsigeligt de medvirkende gennemfører de mekaniske ritualer.

Forudsigelig

Og de er meget mekaniske her. Vi følger en hoben mennesker, der alle i vekslende grad har lidt ondt i kærligheden i omegnen af Times Square, på, hvad der skal forestille at være nytårsaftensdag 2011.

Der sker absolut intet, som formentlig selv en meget moderat begavet tilskuer ikke kan gætte halve timer i forvejen. Fuldstændig som var det en pseudo-gammeldags julefilm af de meget klistrede, der her bare er transmogriffet til nytårsaften, måske for ikke at fornærme sarte religiøse følelser med kristne symboler.

Knibsk er den, en del etniske klovneklichéer i biroller fraregnet, også i de fleste andre henseender. Folkefesten og det enorme persongalleri synes eksempelvis kemisk renset for New Yorks ellers så synlige homoseksuelle af mange slags, og da desuden Sarah Jessica Parker hviner sig igennem en mindre rolle, kunne titlen vel egentlig lige så godt have været ”City uden sex”.

Mest af alt virker det dog, som om den er udtænkt i et samarbejde mellem byens turistmyndigheder og nogen, der sælger smartphones. Borgmester Bloomberg medvirker som sig selv, og det gør 1980'er-rockidolet Jon Bon Jovi stort set også.

Karrierens efterår

Ellers er rollelisten besat, som har man håbet på at ramme enhver tænkelig målgruppe. Med andre ord er her alt fra unge eller purunge tv-skuespillere til seriøse Oscar-vindere, heriblandt Hilary Swank, Halle Berry og Michelle Pfeiffer.

Det drivende sentimentale indslag står - i hård konkurrence med en sekvens om udstationerede soldater - Robert De Niro for som døende kræftpatient. Han ligner i sandhed en, der i sin karrieres ikke voldsomt imponerende efterår nu har fået frataget både bokselicens og taxakørekort.

Porno og dåseøl

Men nej, det er ikke noget med blot at give los og skiftevis lade sig forføre og fnise lidt ironisk ad al denne højstemte skrivebordskitsch, den fodslæbende handling, de håbløse replikker og stjernerne på slumtur.

Dertil virker hele det buldrende udstyrsstykke nemlig alt for kalkuleret, forlorent, umorsomt og uspontant, hvor meget det end synes at ville overtrumfe sig selv på lydsporet med både ”New York, New York” og nyfødte babyer akkompagneret af ”What A Wonderfuld World”.

Så selv om det vist er ment som en slags vits, ender man alligevel med at få en betydelig sympati for den provinsjokke, der på et tidligt tidspunkt proklamerer, at han og hans dame bare skal tilbringe nytårsaften med at kværne dåseøl og se porno.

Er der ikke også noget med, at hele ”Saw”-splatterserien er kommet i en boks?