Anmeldelse:
Anmeldelse: 5 out of 6
Find mere om:
Anmeldelse af Force Majeure | film.guide.dk

Turister ved en etisk buffet

Ruben Östlunds Cannes-darling er endelig landet herhjemme. Det anbefales at indløse billet til den morsomme overlevelsestur i menneskets moralske indre.

Drama/komedie
Force Majeure

Sverige, 2014

Instruktion: Ruben Östlund

1 time og 58 minutter

Premiere i 17 danske biografer


Det moderne skandinaviske velfærdsmenneske får en gevaldig afklapsning i Ruben Östlunds mageløst satiriske ”Force Majeure”, der havde premiere på dette års Cannes Film Festival i sidekonkurrencen Un Certain Regard. Her vandt den juryens pris, og så vandt den i høj grad kritikernes hjerter.

Siden maj har forventningens glæde til den danske premiere bygget sig op, så den til sidst nærmede sig størrelsen på den lavine, der sætter parforhold og moral i skred i filmen. For det er en film, der fejer benene væk under én. Også ved gensyn.

Kvalitetstid i Alperne

Ruben Östlund har lavet en stram, provokerende og humoristisk undersøgende eksistenskomedie om en moderne familie, der pludselig bliver turister i deres egen etik. De er ellers vant til, at normer og værdier bliver serveret i pæne portionsanretninger, men en dramatisk hændelse spreder de moralske valg ud, så de nu står over for et stort, uoverskueligt tag selv-bord.

Kan man acceptere, at enhver faktisk er sig selv nærmest, når nu man lever i en civiliseret verden, og kan det virkelig være rigtigt, at man kan tage ferie fra kernefamiliekonceptet, når det passer én?

Kujon på første klasse

Filmen handler om en pæn svensk-norsk middelklassefamilie med far, mor og to børn, en dreng og en pige. De er på skiferie i Alperne, og de skal have rigtig kvalitetstid sammen. Tomas arbejder nemlig så meget til hverdag, får vi at vide.

Da de en dag spiser frokost på en udendørsrestaurant, er de vidne til en lavine. Den er kontrolleret, beroliger Tomas de ængstelige børn, men da den faktisk ser ud til at ramme hele familien, løber han fra kone og børn for at redde sig selv. Kun hans mobiltelefon sørger han for at få med sig.

Hans kone Ebba siger først ingenting, men det svigt, som hun har følt, lægger sig snart tungt over det mere og mere anstrengte samvær. Først da et andet par besøger dem på deres hotelværelse, og Ebba har drukket sig mod til, konfronterer hun Tomas, der til gengæld benægter, at han blot har tænkt på sig selv.

Afsindigt og tåkrummende

Erindringsforskydninger og skamfølelse blandes til en herlig, bidende cocktail i de tåkrummende, men også afsindigt morsomme scener, der blandt andet viser Tomas bryde sammen i et macho-masochistisk sammenbrud, mens han hyler »Jeg er offer for mine instinkter!«.

Ruben Östlund er en filmens sociolog, der sætter skarpt på konstruerede kønsroller og forestillet biologisk determinisme. Han lader hverken sine karakterer eller publikum tage på en let og morsom charterferie, men han fremstiller samtidig overlevelsesturen i menneskets moralske indre som både alvorlig og latterlig. Herfra kan det kun anbefales, at man tager med på turen.

Anmeldelse: Hjem til jul

18-11-2011: En sød før-julegave fra nordmanden Bent Hamer. Læs artikel

Anmeldelse af Play

16-08-2012: Omstændelig og trættende historie om terrorisme i det små. Læs artikel

Anmeldelse: Afgrundens rand er lige om hjørnet

30-10-2009: Sorthumoristiske karakterstudier fra svensk stortalent. Læs artikel

Anmeldelse af Vådområder

10-04-2014: Sekretkomedie, baseret på tysk bestsellerskandaleroman, stikker dybere end blot ned i trussen. Læs artikel

Anmeldelse af Hope Springs

15-11-2012: Meryl Streep og Tommy Lee Jones er forrygende som rustne ægtefæller, der forsøger at pudse kærligheden af. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...