Anmeldelse: Carnage

Filmkomedie

Carnage

Frankrig, Tyskland, Polen, Spanien, 2011

Instruktion: Roman Polanski

1 time 20 min.

Premiere i dag i Grand Teatret, Dagmar og Empire i København, Gentofte Kino, Øst for Paradis i Aarhus og Biffen i Aalborg

Forskellen på film og teater er først og fremmest den fjerde væg. I teatersalen er man tilskuer på en bestemt afstand, og mellem dig og scenen er den sidste væg i rummet, som man kigger igennem for nu at forklare det lidt bastant.

I film virker kameraet derimod som en rumlig indbrudstyv, og blandt andet ved hjælp af close-ups og synsvinkler udvides publikums rejse rundt i filmuniverset betydeligt i forhold til teatrets. Når teatret kan prale af live-oplevelsen, kan filmen til gengæld bryste sig af en suggererende rumlig oplevelse, der kan føles lige nøjagtig så her-og-nu-relevant.

Der skal mægles

Når man så som Roman Polanski vælger at filmatisere et teaterstykke, kan det jo godt undre såre, at der ikke er gjort det fjerneste ud af distancere sig fra det oprindelige medie. Og man står uvægerligt tilbage med spørgsmålet: Hvorfor ikke bare se ”Carnage” på teatret?

Yasmina Reza har skrevet teksten om to ægtepar, der mødes i den ene pars lejlighed for at diskutere, hvad der er gået galt mellem deres sønner. Den ene har slået den anden. Nu skal der siges undskyld og mægles, og som de civiliserede mennesker, som de alle fire er, kan de selvfølgelig tale sig til rette om tingene.

Men aldrig så snart én er på vej til at afslutte seancen, før en anden genoptager samtalen, der efterhånden udvikler sig dramatisk. Nok er de voksne ikke som børnene fysiske i deres overgreb, men retorikken kan også fungere som et våben, ser man hurtigt.

Satirisk og skarp

Teksten er vitterligt formidabel. Den er bramfri, satirisk og skarp og blotlægger med præcise snit mellemmenneskelig hykleri i en moderne verden. Men skalpellen føres netop af det talte ord, ikke af de filmiske virkemidler.

Derfor bliver det som filmpublikum alt for nemt at parere for angrebene. Og det selvom de fire skuespillere, Jodie Foster, John C. Reilly, Kate Winslet og Cristoph Waltz, ikke overraskende er fænomenale. Især Foster viser tænder i rollen som den moralsk ophøjede mæglermor. Det ville have været sjovt at se på teatret. I biografen skuffer det.