Anmeldelse: Noget i luften

Noget i luften

Danmark, 2011

Instruktion: Michael Asmussen

1 time 54 min.

Premiere i dag i biografer landet over

Michael Asmussen, der tidligere har leveret metervaremanuskripter til de tvivlsomme ”Min søsters børn”-succeser, debuterer nu som instruktør med en julekomedie, der er som presset ned i en kedelig kageform.

Allerede i sit udgangspunkt synes emnet slidt:

Pernille (Line Kruse) er i begyndelsen af 1930'erne og aner ikke, hvad hun vil med sit liv.

Hun bor sammen med sin bramfri veninde Sidsel (Linda P.), der knalder alt med en puls, er kæreste med den økoflippede yogaguru Alexander (Dejan Cukic) og trynes jævnligt af sin højrøvede søster og dennes domesticerede familie.

Fornemmer fremtiden

Pernille har dog en særlig evne til at kunne fornemme fremtiden, men den slags holdes tys-tys i familien, da farmand endte sine dage på en tosseanstalt, fordi han evnede præcis det samme.

Indtil en dag, da Sidsel skubber sin semi-clairvoyante veninde ud over kanten og med en håbløs hjemmeside falbyder sig selv som terapeutiske medier, der kan hjælpe folk tilbage på sporet.

Ved en anden computer i København sidder den nydelige Daniel (Robert Hansen). Han bor sammen med sin velhaverkæreste Michelle (smukke Christiane Schaumburg-Müller, der godt kunne tåle at blive castet mod sin type) og arbejder som journalist på hendes fars blad.

Svigerfar giver nu knøsen til opgave at afdække clairvoyance-fænomenet ud fra et fup eller fakta-perspektiv. Og sørme om han ikke falder over Pernilles hjemmeside, og så opstår skinger musik?

Pinligt klodsede

Asmussen har trykket på alle tænkelige tangenter for at gøre ”Noget i luften” appellerende til det bredest mulige publikum.

Ikke alene indtager tv-værter nogle af de væsentligste roller, lydsiden emmer også af bjældeklang, personerne er pinligt klodsede, og aldrig er vi et sekund i tvivl om, at det ender lykkeligt. Kald det skæbnen eller kalkule for størst muligt billetsalg.

Kruse og Hansen gør det faktisk ganske udmærket.

Helt til rotterne

Hun med sin utvivlsomme sødme og han med en charmerende drenget bøvethed. Men i en personinstruktion, der er helt til rotterne, og et manuskript, der lader umanerligt meget tilbage at ønske, møder de for stor modstand.

Værst går det for sig blandt birollerne, der bliver så karikerede, at det halve kunne være nok. Filmen gør ret i at tvivle på sin egen morsomhed, men at proppe Linda P.'s kæft med one liners gør nærmest kun ondt værre.

Til slut står moralen mejslet som tjære i sneen: Der er mere mellem himmel og jord. Det burde ikke tage knap to timer at få det på plads.