Tropic Thunder

Junglens drenge

Af JOHS. H. CHRISTENSEN

Satire

TROPIC THUNDER

USA, 2008

Instruktion: Ben Stiller

1 time 44 min.

Premiere i dag i biografer landet over

Måske den derved er blevet både lagret og vildere, vildere og vildere, for ”Tropic Thunder” er noget så sjældent som en ren, ægte nonsens-film.

Den leger og jonglerer med mediet, frækt og opfindsomt, med sort humor og absurd satire, og er film om film om film og forudsætter, at vi er indforståede. Det er for filmomaner eller -nørder, dette her. Og det er ret skønt!

Jeg gætter på, at titlerne på ca. 25 andre filmklassikere råbes op undervejs – spiddes, vendes og drejes i en vittige, groteske eller syrlige henvisninger. Dobbelt eller tredobbelt bagvendt alt sammen.

Langhåret blegfis

Det er handlingen også: En langhåret blegfis af en engelsk instruktør skal dreje en film om Vietnam-krigen – (kursiv) on location (kursiv) – midt i den svedende vietnamesiske jungle, hvor gamle landminer flyder som kokasser og med en samling krukkede, navlepillende frikadelleskuespillere, overdimensionerede egoer med hver sin dagsorden og ambition.

Det går voldsomt til, og kaos breder sig som lianer i junglen. Handlingen – den fiktive i fiktionen – bygger på en bog af en veteran, en bumset og brovtende, drævende og derangerede Nick Nolte – som kun han kan være det. Han har mistet begge hænder i krigen – eller har han, i hvert fald er hans trevlede, siden kunstige grabber et af historiens drivende motiver.

Pludseligt ændres de kaotiske optagelser, hvor alle og enhver kun er optaget af sig selv, til skinbarlig virkelighed: Skuespillerne overlades til sig selv og må som på en anden overlevelsesmanøvre klare sig selv og krigen.

Komik på tragedien

Ikke den for længst afsluttede, så for længst, at der nu kan laves komik på tragedien, men en anden: Narkokrigen, og narko er, hvad der bekommer en af skuespillerne, som har været deliriet nær af abstinenser. Hver af dem kommer til fuld udfoldelse, og det er til tider hylende grinagtigt og totalt syret.

Kunst af den art kræver fart, timing og rytme, og handlingen, som dog hen imod slutningen er lige ved at tabe højde, forløber det meste af tiden med kolossal skrue og top turbo. Hvad der er forståeligt nok, for Etan Coen har været med på manuskriptet.

De morer sig

Skuespillerne, de virkelige altså, ikke deres dobbeltgængere, synes af more sig i det galoperende vanvid og udstyres med navne som i vidtløftige tegneserier: Tugg Speedman (Ben Stiller himself), Kirk Lazarus (Robert Downey Jr.), John ”Four Leaf” Tayback (Nick Nolte), Damien Cockburn (Steve Coogan).

Der er ballade, så man bliver snurrende i hovedet, lige fra starten, som består i en række kiksede trailere og vulgære reklamer med de udvalgte superstjerner, der skal give filmen i filmen glamour og prestige.

Eller hvordan det nu hænger sammen. Hvis det gør det. Se selv efter!