Anmeldelse: Rok og rul og bølgegang

Komedie

The Boat That Rocked England

2008

Instruktion: Richard Curtis

2 timer og 34 minutter

Premiere i dag i biografer over hele landet

Man skal vist være over 50 for at huske ”Radio Mercur”, en pirat-sender, der fra 1958 til 1962 døgnet rundt pumpede pop og rock'n'roll ind i spidsede, hungrende ører over det ganske land. Man sendte fra det gode skib Cheeta Mercur, der lå og vippede i internationalt farvand ude i Øresund. Stationen var en ureglementeret konkurrent til det dengang yderst kultiverede Danmarks Radios monopol og en torn i øjet på både myndigheder og kulturradikale, der mente, at rock og pop var populistisk og fordummende og til fare for folkesundheden.

Der var opbrud og troskyldig ballade i gaden og i luften dengang. De store generationer, som blev avlet bag krigens mørklægningsgardiner, ville ha' én på opleveren og lade livsglæden eksplodere. Først var der asfaltballerne i Enghaveparken på Vesterbro i København med anderumper og jitterbug, så kom Tommy Steele og lidt efter bragede Elvis gennem lydmuren og satte hormonerne i kog med sex på scenen. Lige på den anden side af 1960 kom så de glade dage med The Beatles.

Hovedpersonen i filmen her er en engelsk piratradio, og handlingen er lidt forskudt i forhold til de hjemlige begivenheder. Vi er midt i 1960'erne - på en illegal sender i Nordsøen, som det samlede England elsker og hujer med og danser til - fnisende kontormus, spjættende teenagere og halvstore børn, der hopper trampolin i sengene. Organismens mysterier bobler og syder.

Skæve eksistenser

Skibet er bemandet med lutter skæve eksistenser, mænd alle sammen undtagen kokken, men hun er lesbisk og ikke til fare for nogen skønt et bolsje af sødme, så alle om bord vader rundt i en fed mandfolkehørm. Til skibet ankommer en 18-årig dreng, lidt genert og benovet, og det er gennem ham, vi lærer de andre at kende.

Kaptajnen, spillet af den altid fremragende og lettere mystificerende Bill Nighy, har det fordomsfrie overblik og holder løseligt styr på anarkisterne om bord. Til dem hører The Count - Philip Seymour Hoffman, der gi'r den som herligt afslappet bamse og senderens vigtigste mand, der til slut, da alt går rabundus, holder sin smukke, højstemte prædiken om musikkens og sangens udødelighed.

Forinden har han været igennem en livsfarlig rivalisering med Ian Ifans indolente, sex-fikserede disc jockey. Sex og krop i alle (ret uskyldige) varianter, sanseligt vital musik og bramfri snak i kabyssen, det er, hvad der udgår fra senderen, og drengene på det gode, men synkefærdige skib yder et vidunderligt ensemblespil.

En smuk hyldest

Men livet leves farligt, for der stiftes ondsindede anslag mod fantasiens akrobatik og de respektløse provokationer. Skurken er den pansrede minister (Kenneth Branagh), der vil ha' senderen lukket og skibet væk, om det så skal gå ned med mand og mus. Det gør det, men folket reagerer i en undsætningsaktion, der gentager evakueringen fra Dunkirk i Anden Verdenskrig.

”The Boat That Rocked” er en vittig, balstyrisk og skøn film, ikke noget storværk, men den har en fræk frimodighed og er fuld af absurde indfald, der folder sig ud i dynamiske aggressive, men godmodige replikker.

En smuk, energisk hyldest til dengang, da livet for alvor begyndte at rocke.