Julefrokosten

Julefrokosten

Danmark, 2009

Instruktion: Rasmus Heide

1 time 26 min.

Premiere i dag i biografer landet over

Er det ikke blevet rigtig jul, før man har set Kim Bodnias behårede balder fotokopieret i farver?

Før man har set Anders W. Berthelsen strippe og Anne-Grethe Bjarup Riis vræle af jubel, når en debilt gryntende Bodnia gennemsmækker hende med sin livrem, mens Thure Lindhardt i julemandskostume ser til fra et bur?

Eller hvad med, da Bodnia kaster op på Mick Øgendahl og Martin Brygmann i de lårtykkeste stråler set i dansk film, hvorefter de leder brækpølen igennem for at få fat i en pengeskabsnøgle? Samt, når i en sidehistorie Ghita Nørby som småsenil plejehjemspatient bliver håndteret af en til uigenkendelighed overvægtig Helena Christensen?

Så må ”Julefrokosten”, der kun har titlen til fælles med Finn Henriksens gamle farce fra 1976, være den helt rigtige film til årstiden. Og hvornår får man også ellers lejlighed til at se en stor håndfuld af landets fineste skuespillere more sig så demonstrativt fnisende over for en gangs skyld at få lov til at være så godt som gennemført vulgære?

Desværre kun så godt som. For Rasmus Heides opfølger til publikumssuccesen ”Blå mænd” tør trods ganske mange øjeblikke af inspirerede platheder alligevel ikke gå hele vejen og sumper for ofte til i sentimentalitet og fade replikker, der bare synes at skulle lede videre til det næste komiske optrin.

Stramt plot

Der er ellers et for en dansk folkekomedie ganske stramt komponeret plot omkring julefrokosten på det lille hyggelige autoværksted, som er i fare for at blive opslugt af det store onde bilhus.

Det elskende par i skikkelse af Thomas Voss og Julie Ølgaard er imidlertid bare for ferske - selv om hun ser sød ud, når hun går amok med en sømpistol - og den afsluttende julestemning for påklistret ærlig.

Så selv om i særdeleshed Øgendahl som selvglad sælger og Søren Malling som indebrændt mekaniker har mange præcist timede pointer, bliver filmen ikke den konsekvent grovkornede bundskraber, en slags ”Dum og dummere” iført nissehue, den ellers stedvis viser potentiale til.

Men har man, før man ser den, fået bare halvt så meget indenbords, som personerne får kørt ned undervejs, skal juleglæden nok sænke sig.