Koncerten

Satirisk komedie

Koncerten

Frankrig, Italien, Rumænien, Belgien 2009

Instruktion: Radu Mihaileanu

2 timer 3 min.

Premiere 25. december i Grand og Dagmar i København, Kinopalæet Lyngby, Øst for Paradis i Århus, Café Biografen i Odense og Metropol i Aalborg

Da rumænske Radu Mihaileanu var 20 år gammel, måtte han flygte fra sit hjemland til Paris på grund af Ceaucescus diktatur. Hans far havde mange år forinden skiftet navn fra Mordechaï Buchman til det rumænsk-klingende Ion Mihaileanu, for at hans jødiske baggrund ikke skulle tiltrække sig opmærksomhed.

Identitetsforstyrrelser, landflygtighed og chikane på grund af religiøst tilhørsforhold har altså altid tynget i filminstruktøren Radu Mihaileanus egen bagage, og derfor er det ikke så mærkeligt, at det også er nærværende temaer i hans lille, men fyndige filmproduktion.

I den premiereaktuelle ”Koncerten” udgiver en ældre flok klassiske russiske musikere sig for at være det velrenommerede Bolsjoj- orkester, og de tager til Paris for at spille en koncert i Châtelet Teatret ledet af dirigenten Andrei Filipov. Han svingede dirigentstokken over orkestret i hin tid, men da han under kommunismen nægtede at afskedige alle sine jødiske musikere, blev han selv fyret og i stedet, som en ekstra ydmygelse, ansat som pedel på teatret.

En lussing til glemslen

Hans drøm er at spille Tjajkovskij i Paris med den unge, anerkendte violinist Anne-Marie Jacquet som solist, og da det rigtige Bolsjoj-orkester en dag inviteres netop til det, griber Filipov chancen og sætter sit svindelnummer i gang med de gamle ”udrensede” musikere.

”Koncerten” er en satirisk komedie, der er søsat i alvorlige vande, sådan som også Mihaileaunus gennembrudsfilm ”Train of Life” fra 1998 var. Den foregår under Anden Verdenskrig i en jødisk shetl, hvor befolkningen forsøger at undvige den nazistiske udryddelsesbølge ved at lave deres eget fiktive deportationstog; halvdelen af landsbyboerne udgiver sig for nazister, der leder den anden halvdel af jøderne til en arbejdslejr. Her er der tale om et maskespil, der kan redde liv.

Helt så alvorligt er det ikke i ”Koncerten”, men ikke desto mindre er den dybfølte og seriøse behandling af menneskelig uretfærdighed en lussing til glemslen. For jødehad var faktisk ikke ualmindeligt under kommunismen i Rusland. Og folk diskrimineres stadig på grund af deres religion - i hele verden.

Filmens største force er dog ikke de humanistiske budskaber, der her på papiret hurtigt kan lyde for politisk korrekte, men de komiske gevandter, som de er pakket ind i.

Herligt rundtosset

Mihaileanu benytter sig af en farceform, der lægger sig midt mellem Billy Wilder og Emir Kusturicas. Der er herligt, rundtossede scener, hvor folk går forbi hinanden, både konkret og i overført forstand.

Der er absurde scenarier, som når hele orkestret må gå med deres oppakning i nødsporet på motorvejen til lufthavnen, fordi russisk, logistisk punktlighed åbenbart er en by i ? Afrika. Det er desuden en scene, der bliver et symbolsk billede på en jødisk folkevandring, denne gang griner man blot af det.

Hele det humoristiske hurlumhej illustrerer fortrinligt den jagt på identitet og indre ro, som de fleste karakterer er på, men som er fyldt med forhindringer. Ingen ved helt, hvor de hører til. Heller ikke den unge violinist kan finde sig til rette i tilværelse. Hun spilles af Mélanie Laurent, som man just har kunnet se i rollen som hævnende, jødisk (!) biografejer i Tarantinos ”Inglorius Basterds”, og hun stråler på en gang af eksistentiel usikkerhed og stålsat selvsikkerhed. For når hun spiller på sit instrument, er hun ikke i tvivl om, hvor hun hører til.

Sådan gælder det for alle musikkerne - i musikken finder de et hjem, der ikke er defineret af grænser, hudfarve, alder, tro eller køn.