Brudepiger

Filmkomedie

BRUDEPIGER

(Bridesmaids)

USA, 2011

Instruktion: Paul Feig

2 time 5 min.

Premiere i dag i biografer landet over

Efter sigende er der en del skravlede gennemsnitsmænd, som hver gang deres kærester har tvunget dem med ind og se en romantisk tøsefilmkomedie, overvejer at blive homoseksuelle. Men det er med al respekt for vore medborgere af det tredje køn da kun, hvis man ikke ved bedre.

Sådanne film om hvinende kvinder i trediverne, der tilsyneladende kun har bryllupper, status, kjoler og kagedej i hovedet, beskriver jo netop kun en lille del af hunkønnet.

Faktisk handler de stort set altid om, hvor svært det heldigvis er for den type selvoptagne skrigeballoner med al deres umodne venindefnidder og alle deres uforløste moderbindinger at finde sig en seriøs partner at føre slægten videre med.

Det forstår man så udmærket godt, fuldstændig ligesom det giver god darwinistisk mening, at det efter sigende skal være lige så svært for bøvede umodne mænd. Men så har alle andre bare den voksne del af markedet for sig selv.

Stankelbenets triumf

I ”Brudepiger” repræsenterer Jon Hamm fra ”Mad Men” i en skæg birolle ganske vist det synspunkt, at nogle af skrigeballonerne i det mindste kan bruges til at have sex med. Men han er nu også så gemytlig.

”Brudepiger” handler om den ikke helt unge Annie, hvis slyngveninde skal giftes med en rigmandssøn og vil have Annie til at stå i spidsen for sine brudepiger. Annie, der spilles virkelig morsomt af en stankelbenet Kristen Wiig, er selv både frustreret, kikset, småfattig og kærestesyg, så det går naturligvis helt galt, før det naturligvis går godt til sidst.

Novra, opkast!

Dobbeltmoralen i den næsten Harry Potter-lange, produktreklamespækkede og aldeles forudsigelige film er så fedtdrivende, at den burde komme med en advarsel fra sundhedsmyndighederne.

For nok skal det ligne tyk satire over alle de opkørte, udvendige bryllupsritualer. Der bliver skam også både sagt »fuck« en masse gange og talt om sex og lavet en del ret sjov grovkomik med opkast og afføring, så alle de pæne piger i biografen kan tro, at de ser noget enormt feministisk, frækt og grænseoverskridende. Men derfor munder det stadig ud i en storklistret slutning med fællesdans, brudekjole, springvand og fyrværkeri.

Mænd og cappuccino

Dem, der er til grin - ja, det er naturligvis overklassen, de tykke, de snobbede, de ambitiøse, de grimme, bizarre englændere og den slags. Mens livets sande værdier repræsenteres af en flink irsk politibetjent, der kan lave cappuccino, og så, at Annie snart får taget sig sammen til få genåbnet sin nuttede lille bagerforretning og få solgt nogle flere grimme cupcakes.

Nuvel, sådan er der vel også nogen, der har det, og de skal da også have lov at være der, hvor de nu er. Men tak, fordi du fik købt billetter til Rammstein, skat, og tager du ikke et par nye splatterfilm med hjem i aften?