Anmeldelse: Heartbreaker

Filmkomedie

HEARTBREAKER

(L'ARNACOEUR)

Frankrig 2010

Instruktion: Pascal Chaumeil

1 time 45 min.

Premiere i Grand i København, Gentofte Kino, Øst for Paradis i Aarhus, Cafébiografen i Odense, Biffen i Aalborg og Haslev Bio

Af en eller anden grund kommer denne meget franske film op herhjemme under sin engelske titel. Det viser sig dog at være ganske symptomatisk for, hvor halvhjertet den er.

Udgangspunktet er ellers herligt kynisk. Alex, hans søster og svoger har en fin lille forretning kørende, hvor han mod betaling fra tredjemand charmerer ulykkelige kvinder, så de får mod til at bryde ud af håbløse forhold.

Reklamer i høj sol

Men så går historien ellers hurtig til bunds i sukkerskålen. Hvis man ikke kan gætte, om han mon falder for alvor for den sprøde overklassebrud, og om hun mon flygter fra sit bryllup med den ferske engelske ngo-direktør og tilgiver Alex, efter at han er blevet afsløret - ja, så vil man måske finde filmen knap så alenlang, som den ellers virker.

Ellers snor den sig, tæt belagt med produktreklamer for diverse franske mærkevarer, næsten lige så meget som bjergvejene i det labre, solbeskinnede Monaco.

Det ene øjeblik driver den glamourøse sentimentalitet lige så meget ned ad lydsporet som ad lærredet, det næste går der total grovfarce i den med alskens ubehjælpsomme sammentræf og løse ender; ældre danske biografgængere vil muligvis blive mindet om ”Familien Gyldenkål”-serien.

Nymfomant anarki

Det skal åbenbart også være morsomt, at liderlige kvinder bliver slået bevidstløse, og at en serbisk gangster bliver torteret halvvejs ihjel med en strømpistol. De etniske klichéer gælder dog mest for udlændinge: Gryntende serbere, snobbede englændere og den slags.

Brudens far ligner til gengæld noget, man kun har fået, fordi der ikke var råd til Gérard Depardieu. Og så er der en umådelig fortænkt pastiche på ”Dirty Dancing”, som Patrick Swayze forhåbentlig aldrig får at se i sin himmel.

Ret skal være ret: Romain Duris investerer betydelig energi og en vis flagrende charme i titelrollen, Vanessa Paradis spilder talent og ægte skuespil på bruden, og Héléna Noguerra som den hæmningsløst nymfomane veninde tilfører flosklerne en kærkommen sjat anarki.

Mest af alt ligner det dog et anstrengt fransk forsøg på at efterligne den type ironisk romantisk komedie, som Hollywood og navnlig englænderne ofte har så god fornemmelse for.