Anmeldelse: Til døden os skiller

TIL DØDEN OS SKILLER

Danmark 2007

Instruktion: Paprika Steen

1 time 40 min.

Premiere i biografer landet over


Jan er en neurotisk nøjeregnende restaurantchef på færgen til Sverige. Her kan selv en pomme frite på afveje udløse politianmeldelse mod kunder, der afviger fra reglementet.

Men han har det nu heller ikke nemt. For hjemme døjer han med sin voldelige hystade af en kone, Bente, og de meget synlige skader fører til, at han på arbejdet må opfinde mere og mere fantasifulde historier om hvilke døre, han nu er gået ind i hvordan.

Vendt på hovedet

Ved at vende de traditionelle kønsroller med tilhørende magtfordeling og skurke/offer-roller på hovedet, har Paprika Steen og hendes manuskriptforfatter Anders Thomas Jensen skabt mulighed for på en forførerisk munter måde at fortælle en ganske barsk historie om ægteskabelig mishandling.

Anders Thomas Jensens sans for skarpe replikker gør bestemt ikke filmen mindre underholdende.

Men det er kun begyndelsen. For ikke blot formår Paprika Steen i sin anden film som instruktør efter ”Lad de små børn” at fastholde en ganske uhyggelig undertone af latent vold, hendes to hovedrolle-skuespillere formår også med bravour at udvikle deres figurer meget mere tvetydigt og tredimensionelt, end de først fremstår.

Indebrændte drømme

Sidse Babett Knudsen synes ikke overraskende født til at spille hårdtslående primadonna. Men hun har også her som tidligere en skrøbelighed, som peger i en helt anden retning - hvor historien også viser sig at skulle hen.

Mens Lars Brygmann med sin lidt distancerede nørdethed først illuderer perfekt som det uskyldige, velmenende offer. Men gradvis viser sig at gemme på indebrændte kunstnerdrømme og en hang til kontrol, som mere end understreger, at vold ikke kun er en fysisk størrelse. Kuppet i filmen er imidlertid, at man på intet tidspunkt er i tvivl om, at disse to på alle måder forslåede sjæle virkelig elsker hinanden og har meget mere til fælles end blot deres ungdoms fælles kærlighed til italiensk opera, som spiller en central rolle i handlingen.

Uanset hvor meget diverse velmenende mennesker opfordrer hver af dem til at gå hjemmefra, og uanset at Jan på et tidspunkt ligefrem - men uden meget held - engagerer et par tumpede mekanikere som lejemordere (Nicolaj Kopernikus og Rasmus Bjerg).

Det er i de bedste øjeblikke, som er det meste af filmen, en historie om, hvor store og ærlige følelser, der kan ligge på bunden af selv det mest knudrede og tilsyneladende kuldsejlede forhold. Dermed får den også, uden at Paprika Steen synes at have rystet ret meget på hånden, bragt sin tilsyneladende så hverdagsrealistiske, gemytlige grundstemning ud i nogle næsten Ole Bornedal'ske hjørner af vold og patos.

Dens mærkbare svagheder er dels, at de to mekanikere forsvinder underligt umotiveret ud af historien, dels at nogle replikker lige lovlig tydeligt vender filosofisk lommeuld om at gribe sin chance i livet, alternativt ikke forhindre andre i at gribe deres.

Tør ikke gå hele vejen

Endelig og navnlig, at Paprika Steen og Anders Thomas Jensen i de sidste minutter alligevel ikke tør gå hele vejen og lade den store melodramatiske kulmination - med Puccinis ”La Bohéme” som tårepersende omdrejningspunkt - ende så tragisk, som der reelt er lagt op til.

Det stærke ved opera er jo netop ofte, at den ikke slutter lykkeligt, selv om man ville ønske for personerne, at den gjorde.